Afskaf uddannelseskvoterne

I dag får hver femte eller næsten 14.000 unge mennesker afslag på deres ansøgning til en videregående uddannelse. Regeringen ønsker,  at vi som mennesker ikke skal have mulighed for at forfølge vores egne drømme. Derfor har den lavet et system, som ingen forstår logikken i, og som der ingen retfærdighed er i. BARE ÆRGELIGT!!!

Skal man forsøge at grave lidt ned i den håbløse optagelsessystem til de videregående uddannelser, så bygger det først og fremmest på planøkonomiske principper om hvor mange læger, ingeniører, lærere osv regeringen tror der er brug for om 3-5 år. Ud fra dette opretter de så X antal pladser på de forskellige uddannelser ud fra hvad der skal til at indrette dagens samfund – selvom beslutningen først har effekt om 3-5 år. Men samfundet ændrer sig hele tiden, og regeringen har lige så meget viden om fremtiden, som du og jeg har.

Regeringen vel helst ikke lukke for mange mennesker ind på uddannelserne. Dem der kommer ind, skal helst føle sig priviligerede. Og de resterende, der holdes ude, må hellere holdes i sløret uvidenhed, så de ikke finder på at vende sig mod systemet.

Kriterierne er snørklede med kvote 1 og 2 og 3 systemer, og kunne lige så godt baseres sig på din skostørrelse, vægt og alder, som det nuværende karaktergennemsnit og erhvervserfaring. Der findes ingen sammenhæng mellem din evne til at gennemføre et studie og de nuværende optagelseskriterier. Om du gennemfører handler i højere grad om din motivation og engagement end noget andet.

Essensen i at tage en uddannelse er naturligvis ikke, at du gør det for samfundets skyld, men fordi det er noget du brænder for. Man kan ikke indrette de videregående uddannelser med skiftende regeringers ideologiske vraggods hvor målet helliger midlet.

Løsningen er at universiteterne bør privatiseres, og lade markedskræfterne sørge for at der er oprettet tilstrækkelige pladser på de videregående uddannelser. De unges fremtid er al for alvorlig til at spille hasard med.

Det vil være langt bedre for alle parter, hvis regeringen blandede sig uden om uddannelsessektoren – både af økonomiske, sociale, men endnu højere grad af menneskelige hensyn. Hvis du har en drøm, så skal ingen have lov til at hindre dig i at forfølge den drøm.

Regeringen står bag finanskrisen

Der har været mange bud på hvad den nuværende finanskrise skyldes. Der har været bud om det skyldes dårlig ledelse i bankerne, at huspriserne ikke kunne stige for evigt, eller at kapitalismen har forfejlet eller at vi forbrugere har været for grådige og optimistiske. Det er alt sammen korrekte teser hvis man ser på de enkelte tilfælde isoleret set.

Men når man skal se på den bagvedliggende grund, så er hele krisen skabt af en forfejlet pengepolitik fra regeringens side. Og problemet er, at når regeringen forsøger at påvirke markedskræfterne, som den har gjort med sin pengepolitik, så vil markedet på et eller andet tidspunkt reagere, og det er det som skaber den nuværende kaotiske situation.

Lad os prøve at se tilbage på de sidste 10 år.

• Danmark har haft overskud på betalingsbalancen. Det vil normalt betyde at efterspørgslen efter kroner ville stige, og dermed kursen på kroner stige. Markedet og forbrugerne burde derfor have fået en forøget købekraft, fordi de penge man har stående på vores opsparing ville have været mere værd.
• Regeringen har i stedet valgt en pengepolitik, hvor de har fastlåst kronens værdi overfor Euroen. I princippet har de kunne gøre det ved at trykke nogle flere pengesedler.
• Normalt ville en øget pengemængde øge inflationen, men pga den øgede globalisering og import fra blandt andet Kina og Indien, har inflationen kunne holdes nede på de mest almindelige forbrugsgoder.
• I stedet er den øgede pengemængde været med til at få bankerne overfyldt med kontanter, som de har været helt vilde med at låne ud. Specielt til fast ejendom, hvor man så har set en hyperinflation de sidste 10 år. Hyperinflationen på boliger har regeringen også været rigtig behjælpelig med at holde i gang, da den i flere omgange lempede udlånsreglerne for kreditlån. Samtidig har regeringen holdt renten kunstigt i bund.
• Når huspriserne steg mere end lønningerne, så forstærkede det troen hos markedet på at investering i en bolig til enhver tid ville være en god forretning.

Men hele boligmarkedet var en boble der var skabt af regeringens forfejlede pengepolitik. Reelt er der to veje man kan gå i sådan krisesituation:

1. Regeringen fastholder sin forfejlede politik, og løser det gennem yderligere styring af finansmarkedet, og tilgodeser de forfejlede banker ved nationalisere dem.
2. Regeringen indser at den ikke har forstand på penge og ikke er en del af markedet, og lader markedskræfterne få frit spil. Der vil komme til at ske en konsolidering i markedet, men det behøver ikke ske med regeringens støtte.

Selvfølgelig skyldes kollapset i de finansielle markeder ikke, at kapitalismen og “neo-liberalisme” har forfejlet. Der er ikke nogen kapitalisme eller neo-liberalisme noget sted i verden. Det hele er politisk reguleret, og dermed er krisen politisk skabt.

Regeringens planer om at nationalisere banker og yde statsstøtte til de resterende banker, er planøkonomi af værste skuffe, og burde få finanssektoren til at løbe skrigende bort.

Fattigdom og planøkonomi

Regeringen driver i dag en stor virksomhed der hedder det offentlige. Denne virksomhed leverer en række services i form af skoler, børnehaver, sygehuse, skoler, plejehjem, togdrift, boligselskaber, tv-stationer m.m. Disse services drives ud fra rene planøkonomiske principper, og er derved en og samme virksomhed, selvom ydelserne er vidt forskellige. Man har godt nok lagt noget af styringen ud til kommuner, regioner og selvstyrende institutioner, men reelt er det regeringen der har magten over det offentlige. Det giver en række problemer i relation til menneskers ret til frihed.

For det første er det regeringen der optræder som arbejdsgiver, uden at regeringen umuligt kan have overblik over eller forstand på en virksomhed med mange hundrede tusinde ansatte. Det vil kræve at man har et meget stort kontrolapparat på plads, for at bare få en smule overblik over regeringens virksomhed. Det betyder at den andel ansatte der yder reel service for forbrugerne er meget lille, i forhold til hvis det var en lille virksomhed der fungerede på normale markedsvilkår. Bureaukrati og kontrol dræber den enkelte offentlige ansattes handlekraft.

For det andet er har man i regeringens store virksomhed ingen anelse om hvad behovet for deres ydelser er. Der er ikke nogen pris som fastsættes ud fra principperne om udbud og efterspørgsel. Prisen er den sum penge som regeringen afsætter til at drive virksomheden, og kun i meget begrænset omfang benytter man sig af ekstra skat (brugerbetaling) for ydelsen. Når regeringen starter en ydelse op er det baseret på politisk magt, og da markedet er sat ud af drift, vil man aldrig vide om det man foretager sig har betydning eller ej.

For det tredje vil planøkonomi altid føre til økonomisk undertrykkelse og fattigdom. Lønslæbet mellem offentlige og private ansatte er mærkbart og vil altid være til stede, når regeringen har sat markedskræfterne ud af spil. Regeringen vil altid kunne hævde at behovet for det arbejde som den offentlige ansatte yder, ikke modsvarer de politiske krav eller at budgetterne ikke holder til yderligere i lønningsposen. Det vil man ikke kunne i en privat virksomhed, hvor stigende overskud altid vil blive modsvaret af en større løn. Regeringen vil aldrig kunne benytte markedsøkonomiske principper i måden at styre økonomien på. Det fører ikke kun til fattigdom blandt de offentlige ansatte, men skaber også et skævt arbejdsmarked hvor en stor gruppe mennesker holdes uden for.

I et frit samfund vil service være bestemt af udbud og efterspørgsel, som er afgørende for den pris markedet vil betale. Regeringen bilder os ind at den kan planlægge serviceniveauet, og dermed den sætte prisen efter de politiske ønsker. Men markedsprisen kan aldrig planlægges. På samme måde kan regeringen heller ikke retfærdiggøre om der skal skæres ned på eller lukke den ene institution i forhold til en anden.

De hvide giraffer mener, at de servicevirksomheder som det offentlige udbyder i dag, kun har sin berettigelse i privat regi. De menneskelige og økonomiske konsekvenser ved at have en planøkonomisk styret offentlig sektor er alt for store til at overlade styringen til regeringen. Alle offentlige services skal derfor frigives og lade mennesker selv at styre og finansiere disse services.