Er terrorboblen ved at briste?

Krigen mod terror startede den 11. september 2001, da to fly styrede ind i Twin Towers i New York. Enhver regering kan kun holde fast i magten ved at skabe en fælles ydre fjende. En ydre fjende der før 1990 var kommunismen i øst, og som i 1990′erne skabte en sikkerhedspolitisk tomrum, fordi kommunisme brød sammen.

Hvad skulle man dog gøre af alle de milliarder som regeringer postede i ligegyldige millitære kasser, når man ingen ydre fjende havde? Og hvordan kunne regeringer legitimere deres undertrykkelse af egne befolkninger, hvis vi ikke længere troede på at det skete for at beskytte os …… for at beskytte friheden?

Nyhederne har siden d. 11. september 2001 jævnligt været fyldt med “historier” om, at nu er vi truet af den ene eller anden form for terrorisme. Det seneste eksempel ser vi i dagens nyheder fra henholdsvis 180Grader og Berlingske, om at Danmark åbenbart står øverst på terroristernes liste.

Vi har aldrig oplevet noget terrorangreb på Danmark. Så det må være naturligt at stille spørgsmålstegn ved om der reelt er nogen trussel. Eller om det ligegyldige løgne og propoganda som myndighederne til stadighed fylder os med, for at vi lige fodres med den daglige dosis af frygt.

Hvor mange terrorangreb har der været? Hvor mange milliarder ekstra har man brugt på millitære operationer i Iraq og Afghanistan? Hvor mange love har indskrænket den personlige frihed og privatlivets fred? Hvor meget har man øget overvågningen? For ikke at tale om hvor besværligt det er at rejsen ind eller ud af landet.

Amnysty International har dokumenteret at terrorloven f.eks. giver adgang til PET kan overvåge og aflytte privatpersoner uden dommerkendelse. Et helt klart brud på Grundlovens princip om boligens og privatlivets ukrækelighed. Det samme har Jacob Mchangama fra Cepos gjort opmærksom på i adskildige indlæg.

Krigen mod terror har været regeringens  argument for at sende soldater til krigene Iraq og Afganistan. Krige der har kostet danske menneskeliv, og som har kostet os skatteydere milliarder af kroner. Det er blevet mere og mere udbredt at politiet sætter overvågningskamaraer op. Visitation uden grund er tilladt i store dele af København. Og hvis du skal flyve ud af landet, er det næsten som at blive tilbageholdt.

Økonomisk, kulturelt og socialt har krigen mod terror skabt et samfund hvor vi ikke har meget frihed tilbage. Vil vi stadig lade os lulle i søvn af politikernes løgne om terrortruslen eller er der blot tale om en terrorbobbel, som snart vil springe?

Krig er en dårlig forretning

Efter den kolde krigs ophør har den danske regering valgt at bygge en international brigade op. Regeringen kunne i starten af 90′erne ikke længere retfærdiggøre et stort nationalt forsvar efter, at truslen fra øst var forsvundet. Derfor lavede man en international brigade, som kunne indgå i trans-nationale missioner rundt omkring i verden i frihedens navn. Det lyder jo alt sammen meget fint, at regeringen forsøger at bekæmpe onde diktatorer og terrorister rundt omkring på kloden. Men hvad er det egentlig godt for?

Historisk set har vi haft et nationalt forsvar, fordi der konstant var en trussel mod den personlige frihed og den private ejendom i form af invasion fra fremmede lande. Invasionstruslen er i dag meget, meget langt væk, og spørgsmålet er derfor, om regeringen reelt kan legitimere et tvangsfinansieret skatteyderbetalt militær, eller om det lige så godt kunne overgå til privat, frivillig finansiering.

Hvis vi ser på konsekvenserne af det nuværende finansieringsform af militæret, så betyder det for det første, at regeringen anvender militæret til opgaver, der intet har at gøre med det nærtstående forsvar af privat ejendomsret og personlig frihed. Internationale militære opgaver har til formål at sikre politiske og økonomiske interesser langt fra vores verden, og dernæst at indgå i strategiske alliancer med de øvrige NATO-lande. Men disse krige, som regeringen deltager i, vil aldrig give overskud. Det er penge ud af vinduet. 

Der er til gengæld en politisk gevinst ved, at regeringen kan styre de lande politisk som den fører krig i. Men hvorfor skal politiske gevinster betales over skattebilletten? Hvorfor er det kun ved at udskrive en årlig regning på 20 milliarder kroner til de danske skatteydere, at vi kan skabe relationer til andre lande? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Nogle vil med rette kunne hævde at den nuværende ordning for det danske militær, skaber ganske gode relationer, til de lande vi i forvejen samarbejder med. USA og England i særdeleshed har brug for danske soldater til at indgå i deres krige, og det giver rigtig meget goodwill til den danske regering, at den stiller med militære styrker i Afghanistan, Irak, Sudan, Uganda, Eritrea, Congo, Kosovo osv. Hvad er det man reelt får ud af at være med i krig? Hvorfor skal danske mænd og kvinder dø i en krig, som ikke er deres?

En fejlagtigt antagelse er, at krig giver adgang til et lands råstoffer, og krig kan dermed på sigt give regeringen en økonomisk fordel. At regeringen valgte at deltage i Irak-krigen, skulle øjensynligt give os en masse billig olie. Her 5 år efter har prisen på olie aldrig været højere. Så hvor var det lige fordelen var?

Krig har dog været med til at skabe nogle fantastiske opfindelser gennem historien. Tænk bare på at faldskærme skulle blive til nylon strømper, eller atombomber skulle blive til atomkraft. Krig og militæret kan være med til at booste økonomien på kort sigt. Arbejdsløheden bliver lavere, og militærets efterspørgsel på varer påvirker økonomien positivt. Det er en økonomisk tankegang, som vi i dag ved er helt fejlagtigt. Regeringen kan ikke varigt skabe vækst gennem kunstig påvirkning af økonomien. Og tager man i betragtning at der i dag er fred og en relativ stabil økonomi i samfundet, så er det en meget dyr jobtræning at bruge militæret som udgangspunkt.

De hvide giraffer går ind for et samfund i fred. At regeringen optræder som krigsherre rundt omkring i verden vil aldrig fremme freden. Det eneste krig er godt for, er til demonstration af magt. Krig skaber aldrig mere velstand. Krig og militær gør kun samfundet fattigere. Derfor bør regeringen som minimum trække alle deres internationale styrker tilbage øjeblikkeligt.

I forretningslivet taler man om at have en “sick dog” hvis man har et forretningsområde der udelukkende tærer på den øvrige forretning. Militæret og krig i særdeleshed er en “sick dog”, og desværre er der kun en ting at gøre for syge hunde.