Sæt kulturen fri

Vi har i Danmark en mangfoldig kultur. Kultur beriger livet, underholder os, udtrykker vores glæde og vores sorger. At vi har en så rig kultur i Danmark, er udtryk for at vi som samfund har overskud til at være kreative og udtryksfulde.
 
Regeringen fører massivt økonomisk pres på kulturen og er derved med til at ensrette den kunstneriske udtryksform. Den gør sig til smagsdommer for hvad der er rigtigt og forkert kunst, men værst af alt så påvirker den kunsten i en negativ retning. Kunsten kommer til at mangle oprør og bliver kønsløs, når den stadighed må tækkes magthaverne.
 
Forleden kunne man på 180grader læse en glimrende klumme af Jesper Lau Hansen. Heri argumenterer han for en borgerlig kulturkamp der ikke tager udgangspunkt i kunsten, men som bygger på troen på mennesker og de værdier vi hver især bygger vores tilværelse op omkring. Værdier som privat ejendomsret og personlig frihed. Disse synspunkter har man svært ved at være uenige i.
 
Men der er alligevel noget galt i at drive kulturkamp gennem kulturpolitik. Regeringen bruger ca 18 mia årligt på mange forskellige former for kultur. Penge som kulturen ville have meget mere gavn af, hvis den var givet af det enkelte individ og ikke regeringen.
 
En del af støtten går til den smalle elitære kultur, som aldrig vil kunne overleve uden støtte. Argumentet for at støtte denne form for kultur er, at det kun er gennem den smalle kultur, at man kan udfordre og forandre den brede kultur, og dermed skabe fantastiske resultater i den mere kommercielle kultur. Som eksempel fremhæves teatrene, som del af denne elitære kultur, som har været grobund for dansk films succes over de senere år. Uden gode skuespillere ville der aldrig have været gode film. Og uden teatre ville der aldrig have været nogle gode skuespillere. Ergo er støtten til teatre skyld i dansk films succes.
 
Desværre er der to brister der gør, at regeringens argumentation ikke hænger sammen. For det første er det ikke rigtigt, at smal kultur ikke vil have nogle levevilkår, hvis den skulle leve af privat støtte. Der er masser af private, der støtter kultur i dag, men uden at der rigtigt er nogen, som føler de skal tage ansvar for kulturen. Denne ansvarsfølelse vil opstå ligeså snart, regeringen sætter kulturen fri for dens omklamrende hånd. Det andet argument om at smal kultur er grundlaget for den kommercielle kulturs succes, hænger heller ikke sammen. Kommerciel succes kommer lige så ofte fra ukendte og ikke støttede kunstnere, som det gør fra etablerede kunstnere.
 
En anden del af regeringens støtte er til den holdningsmæssige politiske kultur. Det er den belærende kultur, som især var udpræget i 70′erne, men som stadig lever den dag i dag. Danmarks Radio er et godt eksempel på, hvordan regeringen forsøger at belære os. Der findes ikke nogen objektiv meningsdannelse. Der vil altid være en begrænsning i hvem der kommer til orde, og journalister må nødvendigvis træffe et valg, når de stiller spørgsmål og hvem de stiller dem til. Journalistik er med andre ord ikke objektiv. Der vil aldrig være en regeringsstyret medie med en fjendtlig tilgang til regeringen.
 
En tredje form for regeringsstøttet kultur er den, man kan kalde for underholdnings- og popkultur. Denne form for kultur for udelukkende støttet for at bedøve masserne med ligegyldig underholdning, så vi glemmer, at vi dagligt er udsat for undertrykkelse af den personlige frihed. Popkulturen lever på kommercielle vilkår, men ved at regeringen støtter denne form for kultur, får popkulturen regeringen til at fremstå som mere folkelig end den i virkeligheden er. 
 
Den fjerde form for støtte er støtten til det, man kalder den folkelige kultur. Denne støtte har en social dimension, hvor regeringen bilder os ind, at den hjælper med tilgangen til kultur fra alle samfundslag ved at støtte den. Formålet med at støtte den folkelige kultur, som f.eks. idræt, er ikke social, men at regeringen ønsker at styre kulturen politisk. Regeringen giver ikke nogle penge til den folkelige kultur, den dirigerer blot penge fra vores lommer over i bestemte formål. Er det virkelig sådan vi skal hjælpe de svage i samfundet?
 
Den sidste form for støtte er til opbevaring af kulturelle klenodier. Det er en meget lille del af den samlede støtte (ca 10%), og vil derfor uden problemer kunne overgå til private støtteforeninger. Argumentationen er, som for den smalle elitære kultur, et spørgsmål om at give ansvaret tilbage til samfundet for de kulturelle klenodier, vi trods alt kan være stolte af.
 
Konklusionen på regeringens forskellige former for kulturpolitik er, at kulturen ville få det meget bedre hvis pengene kom direkte fra vores egne lommer, og i stedet brugte de 18 mia på skattelettelser.

Kunstnerne har en meget bølgende tilværelse rent økonomisk. Det ene øjeblik kan de tjene styrtende på et værk, mens de det næste øjeblik havner i lud fattigdom. Hvis man vil hjælpe kulturen handler det om at skabe et samfund baseret på økonomisk frihed, også til kunstnerne.

Efterskrift: Martin Ågerup fra Cepos har i øvrigt et spændende blog-indlæg hvor han diskuterer om kunststøtten skader mere end den gavner.