Frie mennesker er sunde mennesker

Forbudskommisionen fremlægger i dag deres rapport om hvordan de vil forbedre folkesundheden.  I den forbindelse har en række personer fra CEPOS skrevet en glimrende kronik i Berlingske om det grundlæggende forkerte i at regeringen tager ansvaret for vores eget liv i deres hænder.

Men folkesundheden har brug for at komme i fokus.

Vi lever på mange måder et usselt liv i Danmark. Vi er et af verdens mest regulerede samfund, og skatten findes ikke højere noget sted på kloden. Den systematiske undertrykkelse, regulering og skatteplyndring bevirker at store dele af befolkningen har mistet modet til at tage vare på deres eget liv. Der er rigtig mange mennesker der bukker under for det stigende pres som regeringen til stadighed ligger på skatteydernes skuldre. Vi er de mest ufrie mennesker i verden, og når man ikke er fri, så har man heller ikke mulighed for at tage vare på sig selv.

Vi har brug for mere folkesundhed. Men svaret ligger ikke i mere regulering. Det ligger i mindre regulering. For at jeg som menneske kan leve et sundt liv, kræver det at jeg har overskud af ressourcer – menneskelige og økonomiske. Den politiske skabte omfordelingsmaskine skaber ikke noget overskud, men suger mennesker ned i social fattigdom. I den sociale fattigdomssump er der ikke noget overskud, men eksistenser der blot overlader livet til deres socialrådgivers nåde.

Folkesundhed handler ikke kun om hvor lang tid man lever sit liv. Det handler i høj grad om hvordan man lever sit liv – hele livet.  Når man er sund, er man fri til at gøre hvad man vil. Men hvad skal man bruge sin frihed til, hvis den ikke eksisterer? Kan man tale om et liv uden frihed?

Og er sundheden kun i fokus for at regeringen kan få produktive undersåtter?

0% i skat

Skattekommisionen har endelig fremlagt deres forslag til en ny skattereform, skriver 180grader. Titlen på rapporten hedder “Lavere skat på arbejde“, hvilket selvfølgelig er en stor fed løgn, som kun er brugt for at bilde os ind at livet bliver lidt lettere fremover. For samlet set stiger skatten med 7 mia kroner.

Et af de største problemer, som skattekommisionen også gør opmærksom på, er at folk ikke gider arbejde når vi skal betale skat. Regeringen og skattekommisionen vil gerne have vi arbejder mere, for de er godt klar over at den er helt gal. For eksempel har vi en af de laveste arbejdstider i EU, hvis man tager højde for ferie, sygdom osv.

Når man ser på lønpakkerne, så udgør en stadig større del af lønnen ting der ikke bliver beskattet. Vi vil hellere have mere ferie, lavere arbejdstid, fri mobiltelefon, fri internetopkobling, større pensionsopsparing osv end at få nogle flere penge i lønstigning. Hvorfor? Fordi skatten reelt udgør 72%.  Og hvor interessant er det så lige at arbejde en ekstra time, eller knokle for en lønstigning.

Med den foreslåede skattereform kommer skattelettelserne ikke fra lavere offentlige udgifter. Den kommer fra omlægninger. Hvilket på dansk betyder at der er nogle andre skatter der stiger. Er det retfærdigt? Nej, skat er aldrig retfærdig, og øget skat er endnu mere uretfærdig.

Man kan sige meget om regeringens skattestop. Skattestoppet har været utrolig uambisiøst af en såkaldt borgerlig regering. Men skattestoppet har trods alt virket således, at regeringen ikke har indført nye uretfærdige skatter. Regeringen har ikke, indtil nu,  gjort noget ved det høje skattetryk, og har samtidig øget det offentlige forbrug betydligt. Men den har hidtil ikke handlet mere uretfærdigt overfor befolkningen ved at indføre nye skatter.  

Det gør den nu.

Uanset hvad, forbliver nye øgede skatter et akademisk, teoretisk tiltag,  der rammer nogle uretfærdigt. Og enhver omlægning har både historisk - og nu også i dagens skatteomlægning - ført til øget skattetryk. Og øget skattetryk fører til øget fattigdom.

Økonomisk betyder det ikke det store for mange mennesker, om man arbejder eller ej. 40% af befolkningen står udenfor arbejdsmarkedet.  Skattekommisionen hentyder til at lavere skat på arbejde vil øge arbejdsudbudet. Dels fordi det bedre kan betale sig at arbejde, og dels fordi det kan betale sig at gøre en ekstra indsats og derved øge virksomhedernes globale konkurrenceevne fordi vi bliver mere produktive.

Hvis vi ingen skat betalte, så må den skattekommisionen logik betyde, at arbejdsudbudet vil blive øget til det maksimale og at produktiviteten og velstanden dermed stige.

Man kan også sige tingene lidt mere direkte som på skattetryk.dk.

Dem vi godt kan li’ at pege fingre af

I en kommentar i Berlingske Tidende skriver formanden for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt om den stigende tendens, der er i samfundet til at kigge skævt til mennesker, som ikke passer ind den almene opfattelse at hvad normalt er.

Hos De hvide giraffer vil vi gerne tilslutte os Preben Brandts klagekor. For det er sandeligt et problem, at muslimer, polakker, narkomaner, bøsser, psysisk syge, narkomaner, rygere, handikappede, christianitter, rockere m.m.  bliver chikaneret og kigget ned på, fordi de er anderledes. Alt skal tilsyneladende normaliseres, så det passer ind i regeringens syge trang til at gøre os alle ens.  

Regeringen har skabt en tryghedskultur, hvor det at pege fingre af folk er helt legalt. “Kan du se logikken, eller skal jeg stave det for dig?”  hørte vi til stadighed fra regeringens propoganda-apparat i 2008. Vi skulle lige mindes om, at hvis man melder sig ud og ikke betaler til fælleskabet, så er du bare et egoistisk svin. Regeringen har ikke plads til folk der falder uden for.

Hvis du lever usundt, så straffer regeringen dig med skatter og forbud. “Vi har en stigende social ulighed” kunne man læse på 180grader.dk forleden. Regeringen måler åbenbart livskvalitet på hvor gammel man bliver. Lige meget om det liv du  har levet har været, som du selv ønsker at leve det. Næææh, bare du bliver gammel – så har du levet et godt liv. Kedsomheden præger jakkesættene i statsdepartementerne.

Pointen er, at de fleste mennesker lever trygt i en slavelignende tilværelse. Vores frihed er reduceret både personligt og økonomisk en sådan grad, at mange hellere vil bruge tid på at pege fingre af skæve og fattige eksistenser. At politikerne og regeringen i særdeleshed er ansvarlig for dette fattige, miserable samfund er desværre noget de færreste formår at pege fingre af.

Start dog med at kigge på dig selv, i stedet for at brokke dig over naboen. Er du del af “systemet” eller har du virkelig taget livet og friheden i din egen hånd? Fattigdom er politisk skabt, men det er ikke et politisk problem. Se dette tidligere indlæg om fattigdom.

Fattigdom og planøkonomi

Regeringen driver i dag en stor virksomhed der hedder det offentlige. Denne virksomhed leverer en række services i form af skoler, børnehaver, sygehuse, skoler, plejehjem, togdrift, boligselskaber, tv-stationer m.m. Disse services drives ud fra rene planøkonomiske principper, og er derved en og samme virksomhed, selvom ydelserne er vidt forskellige. Man har godt nok lagt noget af styringen ud til kommuner, regioner og selvstyrende institutioner, men reelt er det regeringen der har magten over det offentlige. Det giver en række problemer i relation til menneskers ret til frihed.

For det første er det regeringen der optræder som arbejdsgiver, uden at regeringen umuligt kan have overblik over eller forstand på en virksomhed med mange hundrede tusinde ansatte. Det vil kræve at man har et meget stort kontrolapparat på plads, for at bare få en smule overblik over regeringens virksomhed. Det betyder at den andel ansatte der yder reel service for forbrugerne er meget lille, i forhold til hvis det var en lille virksomhed der fungerede på normale markedsvilkår. Bureaukrati og kontrol dræber den enkelte offentlige ansattes handlekraft.

For det andet er har man i regeringens store virksomhed ingen anelse om hvad behovet for deres ydelser er. Der er ikke nogen pris som fastsættes ud fra principperne om udbud og efterspørgsel. Prisen er den sum penge som regeringen afsætter til at drive virksomheden, og kun i meget begrænset omfang benytter man sig af ekstra skat (brugerbetaling) for ydelsen. Når regeringen starter en ydelse op er det baseret på politisk magt, og da markedet er sat ud af drift, vil man aldrig vide om det man foretager sig har betydning eller ej.

For det tredje vil planøkonomi altid føre til økonomisk undertrykkelse og fattigdom. Lønslæbet mellem offentlige og private ansatte er mærkbart og vil altid være til stede, når regeringen har sat markedskræfterne ud af spil. Regeringen vil altid kunne hævde at behovet for det arbejde som den offentlige ansatte yder, ikke modsvarer de politiske krav eller at budgetterne ikke holder til yderligere i lønningsposen. Det vil man ikke kunne i en privat virksomhed, hvor stigende overskud altid vil blive modsvaret af en større løn. Regeringen vil aldrig kunne benytte markedsøkonomiske principper i måden at styre økonomien på. Det fører ikke kun til fattigdom blandt de offentlige ansatte, men skaber også et skævt arbejdsmarked hvor en stor gruppe mennesker holdes uden for.

I et frit samfund vil service være bestemt af udbud og efterspørgsel, som er afgørende for den pris markedet vil betale. Regeringen bilder os ind at den kan planlægge serviceniveauet, og dermed den sætte prisen efter de politiske ønsker. Men markedsprisen kan aldrig planlægges. På samme måde kan regeringen heller ikke retfærdiggøre om der skal skæres ned på eller lukke den ene institution i forhold til en anden.

De hvide giraffer mener, at de servicevirksomheder som det offentlige udbyder i dag, kun har sin berettigelse i privat regi. De menneskelige og økonomiske konsekvenser ved at have en planøkonomisk styret offentlig sektor er alt for store til at overlade styringen til regeringen. Alle offentlige services skal derfor frigives og lade mennesker selv at styre og finansiere disse services.