Frie mennesker er sunde mennesker

Forbudskommisionen fremlægger i dag deres rapport om hvordan de vil forbedre folkesundheden.  I den forbindelse har en række personer fra CEPOS skrevet en glimrende kronik i Berlingske om det grundlæggende forkerte i at regeringen tager ansvaret for vores eget liv i deres hænder.

Men folkesundheden har brug for at komme i fokus.

Vi lever på mange måder et usselt liv i Danmark. Vi er et af verdens mest regulerede samfund, og skatten findes ikke højere noget sted på kloden. Den systematiske undertrykkelse, regulering og skatteplyndring bevirker at store dele af befolkningen har mistet modet til at tage vare på deres eget liv. Der er rigtig mange mennesker der bukker under for det stigende pres som regeringen til stadighed ligger på skatteydernes skuldre. Vi er de mest ufrie mennesker i verden, og når man ikke er fri, så har man heller ikke mulighed for at tage vare på sig selv.

Vi har brug for mere folkesundhed. Men svaret ligger ikke i mere regulering. Det ligger i mindre regulering. For at jeg som menneske kan leve et sundt liv, kræver det at jeg har overskud af ressourcer – menneskelige og økonomiske. Den politiske skabte omfordelingsmaskine skaber ikke noget overskud, men suger mennesker ned i social fattigdom. I den sociale fattigdomssump er der ikke noget overskud, men eksistenser der blot overlader livet til deres socialrådgivers nåde.

Folkesundhed handler ikke kun om hvor lang tid man lever sit liv. Det handler i høj grad om hvordan man lever sit liv – hele livet.  Når man er sund, er man fri til at gøre hvad man vil. Men hvad skal man bruge sin frihed til, hvis den ikke eksisterer? Kan man tale om et liv uden frihed?

Og er sundheden kun i fokus for at regeringen kan få produktive undersåtter?

Dem vi godt kan li’ at pege fingre af

I en kommentar i Berlingske Tidende skriver formanden for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt om den stigende tendens, der er i samfundet til at kigge skævt til mennesker, som ikke passer ind den almene opfattelse at hvad normalt er.

Hos De hvide giraffer vil vi gerne tilslutte os Preben Brandts klagekor. For det er sandeligt et problem, at muslimer, polakker, narkomaner, bøsser, psysisk syge, narkomaner, rygere, handikappede, christianitter, rockere m.m.  bliver chikaneret og kigget ned på, fordi de er anderledes. Alt skal tilsyneladende normaliseres, så det passer ind i regeringens syge trang til at gøre os alle ens.  

Regeringen har skabt en tryghedskultur, hvor det at pege fingre af folk er helt legalt. “Kan du se logikken, eller skal jeg stave det for dig?”  hørte vi til stadighed fra regeringens propoganda-apparat i 2008. Vi skulle lige mindes om, at hvis man melder sig ud og ikke betaler til fælleskabet, så er du bare et egoistisk svin. Regeringen har ikke plads til folk der falder uden for.

Hvis du lever usundt, så straffer regeringen dig med skatter og forbud. “Vi har en stigende social ulighed” kunne man læse på 180grader.dk forleden. Regeringen måler åbenbart livskvalitet på hvor gammel man bliver. Lige meget om det liv du  har levet har været, som du selv ønsker at leve det. Næææh, bare du bliver gammel – så har du levet et godt liv. Kedsomheden præger jakkesættene i statsdepartementerne.

Pointen er, at de fleste mennesker lever trygt i en slavelignende tilværelse. Vores frihed er reduceret både personligt og økonomisk en sådan grad, at mange hellere vil bruge tid på at pege fingre af skæve og fattige eksistenser. At politikerne og regeringen i særdeleshed er ansvarlig for dette fattige, miserable samfund er desværre noget de færreste formår at pege fingre af.

Start dog med at kigge på dig selv, i stedet for at brokke dig over naboen. Er du del af “systemet” eller har du virkelig taget livet og friheden i din egen hånd? Fattigdom er politisk skabt, men det er ikke et politisk problem. Se dette tidligere indlæg om fattigdom.

Kun uafhængige kan tage ansvar

Ansvar: en forpligtigelse til at tage sig af nogen el. noget og tage skylden hvis noget går galt. (Nudansk ordborg).

Her til nytår 2007/2008 har først dronningen og dernæst statsministeren talt om fælles ansvar i deres nytårstale. Dronningen lagde ud nytårsaftens dag med at snakke om, at vores samfund bygger på fælles ansvar for hinanden, og videre at vi må tage ansvar for miljøet. Statsministeren fulgte op nytårsdag med at “vi har et fælles ansvar for fremgang i Danmark”, at “Danmark må tage sin del af ansvaret for frihed og fred” og “at Danmark tager medansvar i verden”.

De hvide giraffer er enige i principperne om, at det enkelte menneske har et ansvar. Mennesker har dog forskellige forudsætninger og muligheder for at forpligtige sig overfor hinanden. Først og fremmest er forudsætningen for at tage ansvar, at man er uafhængig. At man er fri til selvstændigt at træffe beslutninger, og ikke blot følger strømmen. At man ikke underlægger sig fællesskabets værdier og er i stand til at stille spørgsmålstegn ved det grundlag, som værdierne hviler på. For at være uafhængig kræver det først og fremmest, at man tror på sig selv og sin egen formåen. Først når man har gjort sig fri af andres meninger og regler, kan man tage ansvar for andre mennesker.

Men det er slet ikke det som dronningen eller statsministeren talte om i deres nytårstaler. De talte begge om regeringens ansvar – om Danmarks ansvar. I vores samfund, kan det enkelte menneske næppe tage ansvar for 5,4 millioners liv. Men kan regeringen det? Kan regeringen tage ansvaret fra os uden at gøre dybe indgreb i den personlige frihed, og dermed det personlige ansvar? Nej, det kan regeringen ikke.

Hvis du går på gaden, og en røver overfalder dig og tager dine penge, så har du nok lidt svært ved at tage ansvar og tage sig af andre mennesker. Du tænker nok mest på overlevelse og på at redde dig selv. Du bliver afhængig af hjælp fra andre, fordi røveren har taget alt hvad du ejer. Røveren er selvfølgelig den danske regering. Røveren tager dine penge, og fortæller dig, at regeringen nok skal tage ansvar for dig, nu du ikke kan klare dig selv. Regeringens snak om ansvarlighed bygger på en løgn.

Mennesker har svære betingelser for at tage ansvar i det nuværende samfund. Men hvis du tror på dig selv, og gør dig uafhængig af politiske løsninger, så er der håb endnu. Du skal ikke være bange for at tage ansvar for dit eget liv.