Regeringen står bag finanskrisen

Der har været mange bud på hvad den nuværende finanskrise skyldes. Der har været bud om det skyldes dårlig ledelse i bankerne, at huspriserne ikke kunne stige for evigt, eller at kapitalismen har forfejlet eller at vi forbrugere har været for grådige og optimistiske. Det er alt sammen korrekte teser hvis man ser på de enkelte tilfælde isoleret set.

Men når man skal se på den bagvedliggende grund, så er hele krisen skabt af en forfejlet pengepolitik fra regeringens side. Og problemet er, at når regeringen forsøger at påvirke markedskræfterne, som den har gjort med sin pengepolitik, så vil markedet på et eller andet tidspunkt reagere, og det er det som skaber den nuværende kaotiske situation.

Lad os prøve at se tilbage på de sidste 10 år.

• Danmark har haft overskud på betalingsbalancen. Det vil normalt betyde at efterspørgslen efter kroner ville stige, og dermed kursen på kroner stige. Markedet og forbrugerne burde derfor have fået en forøget købekraft, fordi de penge man har stående på vores opsparing ville have været mere værd.
• Regeringen har i stedet valgt en pengepolitik, hvor de har fastlåst kronens værdi overfor Euroen. I princippet har de kunne gøre det ved at trykke nogle flere pengesedler.
• Normalt ville en øget pengemængde øge inflationen, men pga den øgede globalisering og import fra blandt andet Kina og Indien, har inflationen kunne holdes nede på de mest almindelige forbrugsgoder.
• I stedet er den øgede pengemængde været med til at få bankerne overfyldt med kontanter, som de har været helt vilde med at låne ud. Specielt til fast ejendom, hvor man så har set en hyperinflation de sidste 10 år. Hyperinflationen på boliger har regeringen også været rigtig behjælpelig med at holde i gang, da den i flere omgange lempede udlånsreglerne for kreditlån. Samtidig har regeringen holdt renten kunstigt i bund.
• Når huspriserne steg mere end lønningerne, så forstærkede det troen hos markedet på at investering i en bolig til enhver tid ville være en god forretning.

Men hele boligmarkedet var en boble der var skabt af regeringens forfejlede pengepolitik. Reelt er der to veje man kan gå i sådan krisesituation:

1. Regeringen fastholder sin forfejlede politik, og løser det gennem yderligere styring af finansmarkedet, og tilgodeser de forfejlede banker ved nationalisere dem.
2. Regeringen indser at den ikke har forstand på penge og ikke er en del af markedet, og lader markedskræfterne få frit spil. Der vil komme til at ske en konsolidering i markedet, men det behøver ikke ske med regeringens støtte.

Selvfølgelig skyldes kollapset i de finansielle markeder ikke, at kapitalismen og “neo-liberalisme” har forfejlet. Der er ikke nogen kapitalisme eller neo-liberalisme noget sted i verden. Det hele er politisk reguleret, og dermed er krisen politisk skabt.

Regeringens planer om at nationalisere banker og yde statsstøtte til de resterende banker, er planøkonomi af værste skuffe, og burde få finanssektoren til at løbe skrigende bort.

Regeringen åbner for nationalisering af bankerne

I følge 180grader har Nationalbanken netop overtaget Roskilde Bank fordi den ikke længere lever op til Finanstilsynets solvenskrav. Oven på den nuværende finanskrise kunne man foranlediges til at tro, at Roskilde Bank sagen ikke er den eneste bank der vil opleve problemer.

Det har tidligere været fremme at op i mod 10% af alle bolighandler har været af spekulativ karakter – det vil sige at boligen har været købt udelukkende fordi der blev spekuleret i at prisen på boligen ville stige. Når boligboblen nu er bristet, og luften ved at sive ud, så vil bankerne de kommende år opleve massive tab, og med risiko for at endnu flere konkurser følger.

Svaret fra Nationalbanken og regeringen har i denne sag været at nationalisere sig ud af problemerne. Men når man lader usunde banker leve videre, så vil konsekvensen være at hele sektoren kommer i en langt større mistillidsforhold end hvis man lod de rådne kar forsvinde.

Sandheden er at regeringen selv har forårsaget den nuværende krise. Boligmarkedet har mange år lidt under en helt urimelig planlov der har mindsket udbudet af nye boliger. Samtidig har regeringen pumpet penge ud i samfundet gennem en ekspansiv pengepolitik, hvor vi reelt er blevet fattigere gennem en kunstig fastholdelse af kronekursen i forhold til Euroen. Fastkurspolitikken har reelt medført at kronen er blevet devalueret og dermed har vi fået vores købekraft udhulet. Den danske økonomi har de senere år været så stræk at kronen reelt er mindst 25%  mere værd end den er i dag.

Nu sætter regeringen bremsen i, fordi man ikke kan blive ved med at pisse i bukserne for at holde sig varm. Konsekvensen er at vi vil opleve en begyndende nationalisering af bankerne, fordi forholdende er så betændte lige nu, at der skal mere end held til for at redde stumperne. 

Tilliden til nationalbanken og kronen er rigtigt nok truet i skrivende stund. At regeringen ingen tiltro har til markedskræfterne er kun fordi nationaliseringerne skal være med til at holde liv et et forældet og ineffektivt pengesystem, som slet ikke kan skabe den fornødne velstand i vores globaliserede verden.

Nationaliseringen af Roskilde Bank har medført at regeringen reelt er gået ind med næsten 4 mia kroner af skatteydernes penge vil næppe have de store konsekvenser på kort sigt. Det er dog en direkte statsstøtte til hele banksektoren, som på sigt vil kunne underdreje hele økonomien, fordi usunde foretagerner bliver holdt kunstigt i live. 

Eneste mulighed for en fri uafhængig nationalbank er en fuldstændig liberalisering af valutaloven, så der bliver åbnet op for flere valutaer, og en privatisering af Nationalbanken. Den finansielle sektor må klare sig på frie markedsøkonomiske vilkår. Kun derigennem kan der skabes tillid til banker og pengevæsen.

Privatiser nationalbanken – og stem nej til euroen

Regeringen har nu lagt op til at vi igen skal til at stemme om de danske forbehold til EU-medlemskabet, herunder indførsel af den fælles mønt, euroen. Senest glimrende beskrevet d. 7/1-08 i “Dagens klumme” på 180grader.dk, hvor Rune Christensen argumentere for at stemme nej til euroen.

At have penge i et samfund er en af de mest fantastiske menneskelige opfindelser nogensinde. Penge er et middel til at værdisætte privat ejendom, og gør det dermed nemmere at sende informationer til markedet, når man vil handle med varer eller sælge sin arbejdskraft. At værdisætte goder og handle med varer er en forudsætning for specialisering af arbejdskraft. Herved udviklede primitive samfund sig fra, at hvert menneske skulle være selvforsynende, til at man kunne arbejde sammen på at skabe større rigdom.

Penge er betydningsfulde, fordi de giver mennesker frihed. Frihed til at gøre hvad du vil med dit liv. Til at vælge, at bruge tid på de ting der gør dig glad og lykkelig. Frihed til at fravælge de ting du hader, og ikke har lyst til at bruge tid på. Men det kræver, at penge er socialt acceptabelt som betalingsmiddel.

For at penge kan accepteres socialt mellem to mennesker, så skal de begge har tillid til møntenhedens værdi. Værdien af møntenheden er bestemt af udbud og efterspørgsel. Udbudet (dvs mængden af penge) er bestemt af dem der trykker pengene. Efterspørgslen kommer af den aktivitet eller det behov, der er for udveksle varer og serviceydelser ved brug af den pågældende møntenhed.

Når det er regeringen, der bestemmer over møntenheden, har den et meget magtfuldt instrument i hånden. Det har regeringen, fordi den ved lov har bestemt, at kronen er den eneste mønt man må bruge i Danmark. Her er et par eksempler på hvad regeringen kan gøre.

Når regeringen har underskud på statens finanser, kan de dække underskuddet ved at trykke nogle flere penge. Det betyder at valutaens værdi falder, og folks private formuer og løn bliver mindre værd.

Når regeringen har overskud på statens finanser, så burde det betyde, alt andet lige, at valutaens værdi stiger. Det skulle så betyde at folks private formue og løn skulle blive mere værd. Men regeringen har valgt at holde kursen fast overfor euroen, så I virkeligheden er vi alle sammen blevet fattigere, fordi kronen reelt er blevet mindre værd. Det er blandt andet derfor at priserne i Danmark er de højeste i Europa.

Problemet er, at den sociale accept af penges værdi kan ligge på et meget lille sted. Uanset om det hedder krone, euro, dollar eller noget helt fjerde. Vi skal naturligvis ikke have euroen, fordi magten og beslutningerne så bare rykker meget længere væk. Men vi skal heller ikke tage til takke med kronen, og da slet ikke når regeringen udnytter mønten til egen fordel.

De hvide giraffer mener, at nationalbankens monopol skal brydes, og det skal være frit for enhver, at starte sin egen valutavirksomhed. Nationalbanken skal samtidig privatiseres, så den kan konkurrere på lige vilkår med andre pengeproducenter. Det vil naturligvis skabe en del kaos til at starte med, da det bliver fuldstændigt umuligt at finde ud af, hvad ting er værd. Men der vil hurtigt opstå en naturlig orden, hvor den møntenhed med den største troværdighed vil blive det acceptable betalingsmiddel.

Fattigdom og planøkonomi

Regeringen driver i dag en stor virksomhed der hedder det offentlige. Denne virksomhed leverer en række services i form af skoler, børnehaver, sygehuse, skoler, plejehjem, togdrift, boligselskaber, tv-stationer m.m. Disse services drives ud fra rene planøkonomiske principper, og er derved en og samme virksomhed, selvom ydelserne er vidt forskellige. Man har godt nok lagt noget af styringen ud til kommuner, regioner og selvstyrende institutioner, men reelt er det regeringen der har magten over det offentlige. Det giver en række problemer i relation til menneskers ret til frihed.

For det første er det regeringen der optræder som arbejdsgiver, uden at regeringen umuligt kan have overblik over eller forstand på en virksomhed med mange hundrede tusinde ansatte. Det vil kræve at man har et meget stort kontrolapparat på plads, for at bare få en smule overblik over regeringens virksomhed. Det betyder at den andel ansatte der yder reel service for forbrugerne er meget lille, i forhold til hvis det var en lille virksomhed der fungerede på normale markedsvilkår. Bureaukrati og kontrol dræber den enkelte offentlige ansattes handlekraft.

For det andet er har man i regeringens store virksomhed ingen anelse om hvad behovet for deres ydelser er. Der er ikke nogen pris som fastsættes ud fra principperne om udbud og efterspørgsel. Prisen er den sum penge som regeringen afsætter til at drive virksomheden, og kun i meget begrænset omfang benytter man sig af ekstra skat (brugerbetaling) for ydelsen. Når regeringen starter en ydelse op er det baseret på politisk magt, og da markedet er sat ud af drift, vil man aldrig vide om det man foretager sig har betydning eller ej.

For det tredje vil planøkonomi altid føre til økonomisk undertrykkelse og fattigdom. Lønslæbet mellem offentlige og private ansatte er mærkbart og vil altid være til stede, når regeringen har sat markedskræfterne ud af spil. Regeringen vil altid kunne hævde at behovet for det arbejde som den offentlige ansatte yder, ikke modsvarer de politiske krav eller at budgetterne ikke holder til yderligere i lønningsposen. Det vil man ikke kunne i en privat virksomhed, hvor stigende overskud altid vil blive modsvaret af en større løn. Regeringen vil aldrig kunne benytte markedsøkonomiske principper i måden at styre økonomien på. Det fører ikke kun til fattigdom blandt de offentlige ansatte, men skaber også et skævt arbejdsmarked hvor en stor gruppe mennesker holdes uden for.

I et frit samfund vil service være bestemt af udbud og efterspørgsel, som er afgørende for den pris markedet vil betale. Regeringen bilder os ind at den kan planlægge serviceniveauet, og dermed den sætte prisen efter de politiske ønsker. Men markedsprisen kan aldrig planlægges. På samme måde kan regeringen heller ikke retfærdiggøre om der skal skæres ned på eller lukke den ene institution i forhold til en anden.

De hvide giraffer mener, at de servicevirksomheder som det offentlige udbyder i dag, kun har sin berettigelse i privat regi. De menneskelige og økonomiske konsekvenser ved at have en planøkonomisk styret offentlig sektor er alt for store til at overlade styringen til regeringen. Alle offentlige services skal derfor frigives og lade mennesker selv at styre og finansiere disse services.