Skatteyderne kommer nu til at holde liv i elendigt drevne banker, som i en normal kapitalistisk markedsøkonomi ville gå konkurs. Banker der for en stor dels vedkommende har været medløber på Nationalbankens seddelpresse, og troet at de kunne tjene fedt på det.

Og der har været fede penge at tjene. Men pengene har været tjent på et fantasifuldt grundlag, som ikke har afspejlet nogen reelle værdier. Hvordan kan det lade sig gøre?

Lånte penge ud som de ikke havde
Nationalbanken har de sidste 5 år fordoblet udlånene til bankerne. Det svarer til en årlig vækst i udlånene på 20%. Væksten kom ikke fordi Nationalbanken og regeringen lige pludselig havde nogle flere penge i overskud. Nationalbanken hverken skaber eller ejer noget af værdi – den trykker bare penge for at låne dem ud.

Når Nationalbanken og regeringen låner penge ud man ikke har, så kan man kun gøre det ved at trykke nogle flere penge. Det vil normalt skabe inflation fordi pengenes værdi blive mindre værd, når det ikke har afsæt i den normale vækst i samfundsøkonomien. Inflation og rente fra Nationalbanken er en skjult skat, og har kun et formål: At tjene penge på almindelige menneskers skabte værdier.

Markedet forsøgte derfor at rette op på pengenes faldende værdi ved at investere i noget man på sigt troede ville holde værdien. Derfor har vi set enorme stigninger i boligpriser, aktiekurser, guld og olie. Stigninger der oversteg den almindelige lønudvikling, og som kun er skabt af Nationalbankens seddelpresse.

Markedets reaktion har været et forsøg på at rette op på den uligevægt som Nationalbanken og regeringen har skabt ved udhule kronens værdi. Men reaktionen har kun været nogle kunstigt skabte bobler. Hverken boliger, aktiekurser, benzinpriser eller guld har haft nogen større værdistigning. Det hele har været en illusion.

Historien viser at hverken nationalisering, en strengere kontrol eller bankpakker (lån af endnu flere penge som regeringen ikke har) vil bringe markedet tilbage på ret køl.

Hvad skal der gøres?
Der er brug for en total liberalisering af pengevæsenet, så vi en gang for alle får brudt Nationalbankens monopol på at trykke penge. Opgaven med at trykke penge er alt for seriøs for samfundet, til at overlade til nogle få instanser.