Et af grundpillerne i ethvert samfund er mobilitet, så vi ikke som mennesker er låst fast til en ganske lille radius udenfor vores hjem. Derfor har mennesket altid søgt løsninger på at transportere sig så billigt og hurtigt som muligt.

Det er dog en række problemer der opstår, når regeringen ønsker at blande sig i at løse behovet for transport. Denne artikel handler om denne indblanding og hvilke problemer det medfører når det ikke foregår i privat regi.

 

En mulighed er at købe en bil og selv sørge for transporten. Denne form for transport er meget individuel og er derfor den frieste og mest fleksible transportform.

 

Regeringen ønsker at gøre det dyrt – rigtigt dyrt - at køre i egen bil. Bilen bliver først pålagt registreringsafgift, moms og vægtafgift . Derudover pålægger regeringen afgifter på benzin, så det udgør ca 5 kr pr liter benzin. 

 

I følge danmarks statisik var der d. 1. januar 2008 over 2 millioner indregistrede personbiler. Regeringen tvangsindriver godt 45 mia kroner om året fra billisterne. Det gør regeringen af mange forskellige årsager, som denne artikel vil belyse. 

 

Det første argument for at gøre personbiler så dyre er for at beskytte betalingsbalancen, da Danmark som bekendt ikke selv producerer biler. Jo dyrere det er at købe og køre bil, jo færre biler vil der blive importeret og jo bedre er det for betalingsbalancen. Men denne tankegang, at regeringen skal regulere det private forbrug mod indlandske varer hører fortiden til. I dag ved man at økonomien har langt større fordel af frihandel og åbne grænser. Et lands økonomi har langt større fordel af selv, at producere de vare og tjenesteydelser de er bedst til, i stedet for at holde liv i urentable industrier der kun kan overleve på statsstøtte. Protektionisme vil skabe rigdom til de forkerte hænder, og i sidste ende føre til større fattigdom for alle.

 

Et andet argument er at bilerne skal betale for vejene. Her viser de seneste tal fra 2005 at udgifterne beløb sig til 15 mia om året. Det er et godt argument at hvis man har brug for et produkt eller ydelse at man så skal betale for det. Men hvis man lod private drive f.eks. nordjyske motorveje, så ville nok hurtigt gå konkurs. Når det er regeringen der forvalter investeringer i veje, så vil det altid foregå på ulige og skæve økonomiske vilkår. Vi bruger ikke vejene lige meget, og vi bruger ikke de samme veje lige meget. Så når man lader alle billister betale til alle veje, så vil uretfærdigheden tale sit tydelige sprog.

 

Et tredie argument er at bilerne skal betale for de uheld der er. Vejdirektoratet har anslået er der i 2007 var 15.000 uheld og heraf var der 7.000 med personskade til følge. Det er der så nogle embedsmænd der har siddet og regnet på og fundet ud af at et personuheld koster 1,4 mio kr, mens materialeomkostninger beløber sig til 0,5 mio. Det vil sige at det koster 17 mia kr på uheldskontoen.

 

Der er selvfølgelig mening i at en skadevolder betaler skadelidte for de udgifter som vedkommende pådrager sig. Men hvorfor er det lige at staten skal til at påtage sig forsikringsopgaver, som man sagtens kunne påtage selv? Og er der egentlig nogen, som er givet et valg, i forhold til hvem der skal tage sig af skaderne? Og er tallene rigtige? Regeringen bruger godt 75 mia om året på sundhed. Skulle en femtedel af dette budget bruges på at redde 7000 tilskadekomne billister?

 

Et fjerde argument er af social karakter. Bilerne skal nemlig være med at betale til den kollektive traffik, så de “fattige” også kan blive transporteret rundt. Billisterne skal derfor yde tilskud til brugerne af bus og tog, så de reelt kun betaler halvdelen af billetprisen. Den kollektive traffik får derfor 10 mia i tilskud om året til at dække deres udgifter. Men har det noget med billetprisen at gøre? Svaret er nej. Fordi regeringen tvinger os ind i toge og busser, så har den også forpligtet sig til at opretholde urentable ruter og køre på skæve tider hvor der er meget få kunder. Bus og tog er i sig selv glimrende transportmidler, men når man driver noget ud fra planøkonomiske principper, så er det dømt til at gå galt.

 

Det nyeste argument til hvorfor privatbilismen skal lide, er fordi regeringen forsøger at bilde os ind, at vi som mennekser har et ansvar for den globale omvarmning. En ting er at man kan stille spørgsmålstegn ved om der overhovedet er tale om en menneskeskabt global opvarmning – og dermed om man kan gøre noget ved det. Men selvom man antog at det var tilfældet, så står bilismen kun for 16% af den samlede CO2-udledning. Så selvom man pålage bilisterne, at de for eksempel skulle betale 20 kroner for en liter benzin, så villle det ikke betyde meget for de samlede udledning af CO2. Lad os bare antage at regeringen får held til at tvinge os alle til at droppe bilen i miljøets hellige navn. Så kan det godt være at CO2-udledningen falde med et par procent, fordi den kollektive traffik vil , men så vil regeringen pludselig mangle 45 mia i skatter og afgifter. Resultatet vil være fattigdom og forstækning af den økonomiske recession som vi allerede står i.

Konklussionen er at regeringen burde holde sig fra at blande sig i transport af nogen form. Al form for politisk regulering og styring af mobilitet har alt for mange negative konsekvenser og er kun til gavn for nogle ganske få mennesker. Privatisering af tog, busser og veje vil være et fornuftigt skridt i den rigtige retning.