I et tidligere indlæg her på bloggen blev det diskuteret, om ikke regeringen snak om at adskilde politik og religion var noget være vås. Ikke kun fordi vi har en statsstyret folkekirke, men også fordi en række love tager udgangspunkt i kristendommen.

Siden hen er debatten blevet beriget med et indlæg fra Ida Auken, som kiggede på det i historisk perspektiv:

Den danske kong Christian III (regent fra 1539-53), der endegyldigt førte Danmark fra katolicismen til protestantismen, lagde samtidig kirken ind under staten. Dette var en af de vigtigste historiske begivenheder og har enorm betydning for den stat, vi kender i Danmark i dag. Staten overtog kirkens ansvar for uddannelse af unge mennesker, for sygeplejen og fattigomsorgen. Skoler, sygehuse og social understøttelse blev en naturlig del af statens væsen allerede fra den tidlige enevælde. Præsterne fungerede som kongens embedsmænd og med denne sammenlægning af kirke og stat kunne statsmagten få kontrol over praktisk talt alle områder af landet, da kirken havde et langt mere forgrenet og lokalt netværk, end kongemagten nogensinde havde haft. Kirkelig lovgivning, romerret og dansk lovgivning samledes til de første store lovkomplekser Kongeloven (1665) og Danske Lov (1683), der til dels har gyldighed i dag.

Dvs at hele velfærdsstatens fundament blev dannet under reformationen. Ida Auken skriver videre:

Undersøger man grundloven fra 1849, vil man se, at folkekirken nævnes på lige fod med regering og lovgivende magt (den daværende §3, nuværende §4). Kirken er ikke blot understøttet og privilegeret af staten, den opfattes også som statsbærende. Der findes historikere, som hævder, at der intet skete i forholdet mellem stat og kirke i 1849, og at enevældens helt tætte sammenkobling af religion og politik (under mottoet ”Gud, konge og fædreland) gled direkte over i den styreform, vi har i dag.

Grundloven har med andre ord, i flg Ida Auken, en dirkete kobling mellem folkekirken og regering. Det er blandt andet derfor at man nævner sociale rettigheder i §75 og undervisningsrettigheder i §76 som er arvegods fra reformationen.

Det er klart at tilhængere af en politisk overstyret velfærdsstat, som Ida Auken, til enhver tid vil forsvare kristendommens særposition i det politiske liv. Det er bare i modstrid med de grundlæggende frihedsrettigheder, og derfor et stort problem for den enkeltes retstilling overfor statsmagten.

For det første betød regeringens overtagelse af sociale og undervisningsmæssige opgaver fra kirken, at de gennem skatter i langt højere grad havde en undskyldning for at krænke den private ejendomsret. En ret der går forud for alle andre frihedsrettigheder. Har man ikke retten til de værdier man ejer, så træder alle andre retttigheder i baggrunden.

For det andet betyder blandingen af religion og politik, at alle andre religoner end den lutherske evangeliske tro er lavere rangerende. Det betyder at man har ret til at tro på hvad man vil, men at folkekirken og kristendommen altid vil have en særposition i samfundet. At have frihed til at vælge sin tro burde ikke være underlagt nogle økonomiske eller personlige begrænsninger.

Det svarer til at man kan vælge at se alle de tv-kanaler man vil, bare man betaler til DR først.

Se i øvrigt det tidligere indlæg.