Frie mennesker er sunde mennesker

Forbudskommisionen fremlægger i dag deres rapport om hvordan de vil forbedre folkesundheden.  I den forbindelse har en række personer fra CEPOS skrevet en glimrende kronik i Berlingske om det grundlæggende forkerte i at regeringen tager ansvaret for vores eget liv i deres hænder.

Men folkesundheden har brug for at komme i fokus.

Vi lever på mange måder et usselt liv i Danmark. Vi er et af verdens mest regulerede samfund, og skatten findes ikke højere noget sted på kloden. Den systematiske undertrykkelse, regulering og skatteplyndring bevirker at store dele af befolkningen har mistet modet til at tage vare på deres eget liv. Der er rigtig mange mennesker der bukker under for det stigende pres som regeringen til stadighed ligger på skatteydernes skuldre. Vi er de mest ufrie mennesker i verden, og når man ikke er fri, så har man heller ikke mulighed for at tage vare på sig selv.

Vi har brug for mere folkesundhed. Men svaret ligger ikke i mere regulering. Det ligger i mindre regulering. For at jeg som menneske kan leve et sundt liv, kræver det at jeg har overskud af ressourcer – menneskelige og økonomiske. Den politiske skabte omfordelingsmaskine skaber ikke noget overskud, men suger mennesker ned i social fattigdom. I den sociale fattigdomssump er der ikke noget overskud, men eksistenser der blot overlader livet til deres socialrådgivers nåde.

Folkesundhed handler ikke kun om hvor lang tid man lever sit liv. Det handler i høj grad om hvordan man lever sit liv – hele livet.  Når man er sund, er man fri til at gøre hvad man vil. Men hvad skal man bruge sin frihed til, hvis den ikke eksisterer? Kan man tale om et liv uden frihed?

Og er sundheden kun i fokus for at regeringen kan få produktive undersåtter?

Låner du penge ud, du ikke har?

Skatteyderne kommer nu til at holde liv i elendigt drevne banker, som i en normal kapitalistisk markedsøkonomi ville gå konkurs. Banker der for en stor dels vedkommende har været medløber på Nationalbankens seddelpresse, og troet at de kunne tjene fedt på det.

Og der har været fede penge at tjene. Men pengene har været tjent på et fantasifuldt grundlag, som ikke har afspejlet nogen reelle værdier. Hvordan kan det lade sig gøre?

Lånte penge ud som de ikke havde
Nationalbanken har de sidste 5 år fordoblet udlånene til bankerne. Det svarer til en årlig vækst i udlånene på 20%. Væksten kom ikke fordi Nationalbanken og regeringen lige pludselig havde nogle flere penge i overskud. Nationalbanken hverken skaber eller ejer noget af værdi – den trykker bare penge for at låne dem ud.

Når Nationalbanken og regeringen låner penge ud man ikke har, så kan man kun gøre det ved at trykke nogle flere penge. Det vil normalt skabe inflation fordi pengenes værdi blive mindre værd, når det ikke har afsæt i den normale vækst i samfundsøkonomien. Inflation og rente fra Nationalbanken er en skjult skat, og har kun et formål: At tjene penge på almindelige menneskers skabte værdier.

Markedet forsøgte derfor at rette op på pengenes faldende værdi ved at investere i noget man på sigt troede ville holde værdien. Derfor har vi set enorme stigninger i boligpriser, aktiekurser, guld og olie. Stigninger der oversteg den almindelige lønudvikling, og som kun er skabt af Nationalbankens seddelpresse.

Markedets reaktion har været et forsøg på at rette op på den uligevægt som Nationalbanken og regeringen har skabt ved udhule kronens værdi. Men reaktionen har kun været nogle kunstigt skabte bobler. Hverken boliger, aktiekurser, benzinpriser eller guld har haft nogen større værdistigning. Det hele har været en illusion.

Historien viser at hverken nationalisering, en strengere kontrol eller bankpakker (lån af endnu flere penge som regeringen ikke har) vil bringe markedet tilbage på ret køl.

Hvad skal der gøres?
Der er brug for en total liberalisering af pengevæsenet, så vi en gang for alle får brudt Nationalbankens monopol på at trykke penge. Opgaven med at trykke penge er alt for seriøs for samfundet, til at overlade til nogle få instanser.

Er terrorboblen ved at briste?

Krigen mod terror startede den 11. september 2001, da to fly styrede ind i Twin Towers i New York. Enhver regering kan kun holde fast i magten ved at skabe en fælles ydre fjende. En ydre fjende der før 1990 var kommunismen i øst, og som i 1990′erne skabte en sikkerhedspolitisk tomrum, fordi kommunisme brød sammen.

Hvad skulle man dog gøre af alle de milliarder som regeringer postede i ligegyldige millitære kasser, når man ingen ydre fjende havde? Og hvordan kunne regeringer legitimere deres undertrykkelse af egne befolkninger, hvis vi ikke længere troede på at det skete for at beskytte os …… for at beskytte friheden?

Nyhederne har siden d. 11. september 2001 jævnligt været fyldt med “historier” om, at nu er vi truet af den ene eller anden form for terrorisme. Det seneste eksempel ser vi i dagens nyheder fra henholdsvis 180Grader og Berlingske, om at Danmark åbenbart står øverst på terroristernes liste.

Vi har aldrig oplevet noget terrorangreb på Danmark. Så det må være naturligt at stille spørgsmålstegn ved om der reelt er nogen trussel. Eller om det ligegyldige løgne og propoganda som myndighederne til stadighed fylder os med, for at vi lige fodres med den daglige dosis af frygt.

Hvor mange terrorangreb har der været? Hvor mange milliarder ekstra har man brugt på millitære operationer i Iraq og Afghanistan? Hvor mange love har indskrænket den personlige frihed og privatlivets fred? Hvor meget har man øget overvågningen? For ikke at tale om hvor besværligt det er at rejsen ind eller ud af landet.

Amnysty International har dokumenteret at terrorloven f.eks. giver adgang til PET kan overvåge og aflytte privatpersoner uden dommerkendelse. Et helt klart brud på Grundlovens princip om boligens og privatlivets ukrækelighed. Det samme har Jacob Mchangama fra Cepos gjort opmærksom på i adskildige indlæg.

Krigen mod terror har været regeringens  argument for at sende soldater til krigene Iraq og Afganistan. Krige der har kostet danske menneskeliv, og som har kostet os skatteydere milliarder af kroner. Det er blevet mere og mere udbredt at politiet sætter overvågningskamaraer op. Visitation uden grund er tilladt i store dele af København. Og hvis du skal flyve ud af landet, er det næsten som at blive tilbageholdt.

Økonomisk, kulturelt og socialt har krigen mod terror skabt et samfund hvor vi ikke har meget frihed tilbage. Vil vi stadig lade os lulle i søvn af politikernes løgne om terrortruslen eller er der blot tale om en terrorbobbel, som snart vil springe?

0% i skat

Skattekommisionen har endelig fremlagt deres forslag til en ny skattereform, skriver 180grader. Titlen på rapporten hedder “Lavere skat på arbejde“, hvilket selvfølgelig er en stor fed løgn, som kun er brugt for at bilde os ind at livet bliver lidt lettere fremover. For samlet set stiger skatten med 7 mia kroner.

Et af de største problemer, som skattekommisionen også gør opmærksom på, er at folk ikke gider arbejde når vi skal betale skat. Regeringen og skattekommisionen vil gerne have vi arbejder mere, for de er godt klar over at den er helt gal. For eksempel har vi en af de laveste arbejdstider i EU, hvis man tager højde for ferie, sygdom osv.

Når man ser på lønpakkerne, så udgør en stadig større del af lønnen ting der ikke bliver beskattet. Vi vil hellere have mere ferie, lavere arbejdstid, fri mobiltelefon, fri internetopkobling, større pensionsopsparing osv end at få nogle flere penge i lønstigning. Hvorfor? Fordi skatten reelt udgør 72%.  Og hvor interessant er det så lige at arbejde en ekstra time, eller knokle for en lønstigning.

Med den foreslåede skattereform kommer skattelettelserne ikke fra lavere offentlige udgifter. Den kommer fra omlægninger. Hvilket på dansk betyder at der er nogle andre skatter der stiger. Er det retfærdigt? Nej, skat er aldrig retfærdig, og øget skat er endnu mere uretfærdig.

Man kan sige meget om regeringens skattestop. Skattestoppet har været utrolig uambisiøst af en såkaldt borgerlig regering. Men skattestoppet har trods alt virket således, at regeringen ikke har indført nye uretfærdige skatter. Regeringen har ikke, indtil nu,  gjort noget ved det høje skattetryk, og har samtidig øget det offentlige forbrug betydligt. Men den har hidtil ikke handlet mere uretfærdigt overfor befolkningen ved at indføre nye skatter.  

Det gør den nu.

Uanset hvad, forbliver nye øgede skatter et akademisk, teoretisk tiltag,  der rammer nogle uretfærdigt. Og enhver omlægning har både historisk - og nu også i dagens skatteomlægning - ført til øget skattetryk. Og øget skattetryk fører til øget fattigdom.

Økonomisk betyder det ikke det store for mange mennesker, om man arbejder eller ej. 40% af befolkningen står udenfor arbejdsmarkedet.  Skattekommisionen hentyder til at lavere skat på arbejde vil øge arbejdsudbudet. Dels fordi det bedre kan betale sig at arbejde, og dels fordi det kan betale sig at gøre en ekstra indsats og derved øge virksomhedernes globale konkurrenceevne fordi vi bliver mere produktive.

Hvis vi ingen skat betalte, så må den skattekommisionen logik betyde, at arbejdsudbudet vil blive øget til det maksimale og at produktiviteten og velstanden dermed stige.

Man kan også sige tingene lidt mere direkte som på skattetryk.dk.

Fjern det maksimale beløb for dagpenge

I følge 180grader har Enhedslisten nu meldt sig på banen med deres særdeles kreative forslag til løsning på den økonomiske krise. Enhedslisten foreslår at hæve dagpengesatsen til 30.000 kr i stedet for at bruge pengene på bankpakken. Logikken skulle åbenbart være at hvis man giver penge til de arbejdsløse, så kommer der gang i økonomien. God gammeldags socialistisk tankegang, som der måske var nogen som troede på i sidste århundrede, men som der næppe er mange der tror på i dag.

Her hos De hvide giraffer vil vi dog gerne byde over Enhedslistens forslag. For egentlig er det jo lige så legitimt at forsikre sig mod arbejdsløshed, som det er forsikre sig mod alle andre ulykker. Så hvorfor skal der være en grænse for hvor meget kan skal have udbetalt, hvis man midlertidigt skulle være uden arbejde?

Problemet er at regeringen og hele dens politiske følge, tror de gør gavn ved at blande sig i hvordan mennesker skal forsikre sig. Regeringen bruger over 100 milliarder af skatteydernes penge hvert eneste år på arbejdsløshedsforsikring. Penge som kunne bruges på at lette skatten ganske betydeligt.

Over 1/3 af alle arbejdstagere har valgt at stå udenfor dagpengesystemet. Og det er måske ganske forståeligt, når man tænker på hvor lidt man reelt for ud af det. Dagpengesystemet ville fungere langt bedre, hvis det var privatiseret, så folk individuelt havde mulighed for at vælge den type forsikring der passede dem bedst. Eller helt fravælge forsikring og i stedet sikre sig selv gennem opsparing.

Enhedslisten er alt for uambisiøse i deres forslag med at hæve dagpengene til 30.000 kr. Giv pengene tilbage til os skatteydere, og så lad folk selv bestemme hvor meget vi vil have i dagpenge.

Skattelettelser eller erhvervsstøtte?

Skatteyderne kommer nu til at holde liv i elendigt drevne banker, som under normale omstændigheder i kapitalistisk markedsøkonomi ville gå konkurs. Regeringen har nu vedtaget at bevillige en lånegaranti på 100 milliarder danske kroner til en enkelt sektor.

Erhvervsstøtte er i dag skult i mange forskellige former. Den mest åbenlyse form for erhvervsstøtte er den der gives direkte til udvalgte erhverv.

Den anden form for støtte er såkald skatteudgiftsstøtte, og gives i form af særlige fradrag. F.eks. skal trykte aviser ikke betale moms.

En tredje form for erhvervstøtte er rentefradraget, som fejlagtigt opfattes som et personligt fradrag. Rentefradraget er en direkte støtte til den financielle sektor, så de er i stand til at kræve en højere rente og derved sikre sig en højere indtjening.

Den fjerde form for erhvervsstøtte er de offentlige indkøb. Pointen er at den offentlige sektor i dag er alt for stor og fylder så meget, at det er med til at skævridde økonomien og begunstige nogle få virksomheder på uretmæssige vilkår. De penge, det offentlige bruger til indkøb, er skatteydernes penge – vores penge. Det er ikke nogle midler som det offentlige selv har skabt, og derfor har de ikke ret til at bruge dem.

Hvis vi lægger summerne for erhvervsstøtte sammen udgør de tilsammen over 181 mia kroner om året.

Den direkte erhvervsbeskatning i form at selskabsskatter udgør derimod kun 66 mia kroner, hvorfor det ville være en ganske enkel proces helt at fjerne selskabsskatten i disse krisetider.

Man kunne også kigge på en fjernelse af momsen, der udgør 174 mia kroner om året.

Når det giver mening netop nu at lave så voldsomme ændringer i erhvervsbeskatningen, handler det om at ren kapitalistisk markedsøkonomi er den bedste og hurtigste måde at overkomme en krise på.

Der er behov for at konsolidere de sunde virksomheder. Dem der har orden i økonomien, og tjener penge på deres produkter og serviceydelser. På den måde vil vi se en lukning af de urentable virksomheder som kun overlever pga erhvervstøtte, men samtidig vil der ske en opblomstring af rentable virksomheder, som før havde svært ved at konkurrere pga den høje skat.

Det etablerede erhvevsliv er sandsynligvis ikke synderligt interesseret i en sådan ordning, fordi jo højere skatteniveauet er jo sværere er det også at etablere ny virksomhed, fordi risikoen øges med skatten. Skatten er med andre ord med til at opretholde status quo. Et samfund der er gået i stå.

Regeringen har med Bankpakke II valgt en vej mod mere erhvervsstøtte og i sidste ende højere skat.  Kunne man så ikke bare bruge kræfterne på Danmarks sunde virksomheder i stedet. I Danmark bliver alle behandlet lige. Med erhvervsstøtte bliver nogle behandlet mere lige end andre. Det handler ikke kun om økonomi, men i høj grad også om at bekæmpe uretfærdighed.

Hver gang regeringen vælger at bruge flere penge på erhvervsstøtte, så vil det blive sværere for sunde, rentable virksomheder at overleve. Vi vil komme til at øge fattigdommen og øge afhængigheden af offentlig støtte med regeringens forfærdelige politiske kurs.

Uppercut til kollektivismen

Mikael Jalving leverer i en kommentar i Berlingske et særdeles velskrevet og præcis analyse af statsministerens vandring fra anti-politiker til kollektivist af værste skuffe.

Forandring vil desværre aldrig komme fra en politiker.

Dem vi godt kan li’ at pege fingre af

I en kommentar i Berlingske Tidende skriver formanden for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt om den stigende tendens, der er i samfundet til at kigge skævt til mennesker, som ikke passer ind den almene opfattelse at hvad normalt er.

Hos De hvide giraffer vil vi gerne tilslutte os Preben Brandts klagekor. For det er sandeligt et problem, at muslimer, polakker, narkomaner, bøsser, psysisk syge, narkomaner, rygere, handikappede, christianitter, rockere m.m.  bliver chikaneret og kigget ned på, fordi de er anderledes. Alt skal tilsyneladende normaliseres, så det passer ind i regeringens syge trang til at gøre os alle ens.  

Regeringen har skabt en tryghedskultur, hvor det at pege fingre af folk er helt legalt. “Kan du se logikken, eller skal jeg stave det for dig?”  hørte vi til stadighed fra regeringens propoganda-apparat i 2008. Vi skulle lige mindes om, at hvis man melder sig ud og ikke betaler til fælleskabet, så er du bare et egoistisk svin. Regeringen har ikke plads til folk der falder uden for.

Hvis du lever usundt, så straffer regeringen dig med skatter og forbud. “Vi har en stigende social ulighed” kunne man læse på 180grader.dk forleden. Regeringen måler åbenbart livskvalitet på hvor gammel man bliver. Lige meget om det liv du  har levet har været, som du selv ønsker at leve det. Næææh, bare du bliver gammel – så har du levet et godt liv. Kedsomheden præger jakkesættene i statsdepartementerne.

Pointen er, at de fleste mennesker lever trygt i en slavelignende tilværelse. Vores frihed er reduceret både personligt og økonomisk en sådan grad, at mange hellere vil bruge tid på at pege fingre af skæve og fattige eksistenser. At politikerne og regeringen i særdeleshed er ansvarlig for dette fattige, miserable samfund er desværre noget de færreste formår at pege fingre af.

Start dog med at kigge på dig selv, i stedet for at brokke dig over naboen. Er du del af “systemet” eller har du virkelig taget livet og friheden i din egen hånd? Fattigdom er politisk skabt, men det er ikke et politisk problem. Se dette tidligere indlæg om fattigdom.

Længe leve privat transport

Et af grundpillerne i ethvert samfund er mobilitet, så vi ikke som mennesker er låst fast til en ganske lille radius udenfor vores hjem. Derfor har mennesket altid søgt løsninger på at transportere sig så billigt og hurtigt som muligt.

Det er dog en række problemer der opstår, når regeringen ønsker at blande sig i at løse behovet for transport. Denne artikel handler om denne indblanding og hvilke problemer det medfører når det ikke foregår i privat regi.

 

En mulighed er at købe en bil og selv sørge for transporten. Denne form for transport er meget individuel og er derfor den frieste og mest fleksible transportform.

 

Regeringen ønsker at gøre det dyrt – rigtigt dyrt - at køre i egen bil. Bilen bliver først pålagt registreringsafgift, moms og vægtafgift . Derudover pålægger regeringen afgifter på benzin, så det udgør ca 5 kr pr liter benzin. 

 

I følge danmarks statisik var der d. 1. januar 2008 over 2 millioner indregistrede personbiler. Regeringen tvangsindriver godt 45 mia kroner om året fra billisterne. Det gør regeringen af mange forskellige årsager, som denne artikel vil belyse. 

 

Det første argument for at gøre personbiler så dyre er for at beskytte betalingsbalancen, da Danmark som bekendt ikke selv producerer biler. Jo dyrere det er at købe og køre bil, jo færre biler vil der blive importeret og jo bedre er det for betalingsbalancen. Men denne tankegang, at regeringen skal regulere det private forbrug mod indlandske varer hører fortiden til. I dag ved man at økonomien har langt større fordel af frihandel og åbne grænser. Et lands økonomi har langt større fordel af selv, at producere de vare og tjenesteydelser de er bedst til, i stedet for at holde liv i urentable industrier der kun kan overleve på statsstøtte. Protektionisme vil skabe rigdom til de forkerte hænder, og i sidste ende føre til større fattigdom for alle.

 

Et andet argument er at bilerne skal betale for vejene. Her viser de seneste tal fra 2005 at udgifterne beløb sig til 15 mia om året. Det er et godt argument at hvis man har brug for et produkt eller ydelse at man så skal betale for det. Men hvis man lod private drive f.eks. nordjyske motorveje, så ville nok hurtigt gå konkurs. Når det er regeringen der forvalter investeringer i veje, så vil det altid foregå på ulige og skæve økonomiske vilkår. Vi bruger ikke vejene lige meget, og vi bruger ikke de samme veje lige meget. Så når man lader alle billister betale til alle veje, så vil uretfærdigheden tale sit tydelige sprog.

 

Et tredie argument er at bilerne skal betale for de uheld der er. Vejdirektoratet har anslået er der i 2007 var 15.000 uheld og heraf var der 7.000 med personskade til følge. Det er der så nogle embedsmænd der har siddet og regnet på og fundet ud af at et personuheld koster 1,4 mio kr, mens materialeomkostninger beløber sig til 0,5 mio. Det vil sige at det koster 17 mia kr på uheldskontoen.

 

Der er selvfølgelig mening i at en skadevolder betaler skadelidte for de udgifter som vedkommende pådrager sig. Men hvorfor er det lige at staten skal til at påtage sig forsikringsopgaver, som man sagtens kunne påtage selv? Og er der egentlig nogen, som er givet et valg, i forhold til hvem der skal tage sig af skaderne? Og er tallene rigtige? Regeringen bruger godt 75 mia om året på sundhed. Skulle en femtedel af dette budget bruges på at redde 7000 tilskadekomne billister?

 

Et fjerde argument er af social karakter. Bilerne skal nemlig være med at betale til den kollektive traffik, så de “fattige” også kan blive transporteret rundt. Billisterne skal derfor yde tilskud til brugerne af bus og tog, så de reelt kun betaler halvdelen af billetprisen. Den kollektive traffik får derfor 10 mia i tilskud om året til at dække deres udgifter. Men har det noget med billetprisen at gøre? Svaret er nej. Fordi regeringen tvinger os ind i toge og busser, så har den også forpligtet sig til at opretholde urentable ruter og køre på skæve tider hvor der er meget få kunder. Bus og tog er i sig selv glimrende transportmidler, men når man driver noget ud fra planøkonomiske principper, så er det dømt til at gå galt.

 

Det nyeste argument til hvorfor privatbilismen skal lide, er fordi regeringen forsøger at bilde os ind, at vi som mennekser har et ansvar for den globale omvarmning. En ting er at man kan stille spørgsmålstegn ved om der overhovedet er tale om en menneskeskabt global opvarmning – og dermed om man kan gøre noget ved det. Men selvom man antog at det var tilfældet, så står bilismen kun for 16% af den samlede CO2-udledning. Så selvom man pålage bilisterne, at de for eksempel skulle betale 20 kroner for en liter benzin, så villle det ikke betyde meget for de samlede udledning af CO2. Lad os bare antage at regeringen får held til at tvinge os alle til at droppe bilen i miljøets hellige navn. Så kan det godt være at CO2-udledningen falde med et par procent, fordi den kollektive traffik vil , men så vil regeringen pludselig mangle 45 mia i skatter og afgifter. Resultatet vil være fattigdom og forstækning af den økonomiske recession som vi allerede står i.

Konklussionen er at regeringen burde holde sig fra at blande sig i transport af nogen form. Al form for politisk regulering og styring af mobilitet har alt for mange negative konsekvenser og er kun til gavn for nogle ganske få mennesker. Privatisering af tog, busser og veje vil være et fornuftigt skridt i den rigtige retning.

Regeringen står bag finanskrisen

Der har været mange bud på hvad den nuværende finanskrise skyldes. Der har været bud om det skyldes dårlig ledelse i bankerne, at huspriserne ikke kunne stige for evigt, eller at kapitalismen har forfejlet eller at vi forbrugere har været for grådige og optimistiske. Det er alt sammen korrekte teser hvis man ser på de enkelte tilfælde isoleret set.

Men når man skal se på den bagvedliggende grund, så er hele krisen skabt af en forfejlet pengepolitik fra regeringens side. Og problemet er, at når regeringen forsøger at påvirke markedskræfterne, som den har gjort med sin pengepolitik, så vil markedet på et eller andet tidspunkt reagere, og det er det som skaber den nuværende kaotiske situation.

Lad os prøve at se tilbage på de sidste 10 år.

• Danmark har haft overskud på betalingsbalancen. Det vil normalt betyde at efterspørgslen efter kroner ville stige, og dermed kursen på kroner stige. Markedet og forbrugerne burde derfor have fået en forøget købekraft, fordi de penge man har stående på vores opsparing ville have været mere værd.
• Regeringen har i stedet valgt en pengepolitik, hvor de har fastlåst kronens værdi overfor Euroen. I princippet har de kunne gøre det ved at trykke nogle flere pengesedler.
• Normalt ville en øget pengemængde øge inflationen, men pga den øgede globalisering og import fra blandt andet Kina og Indien, har inflationen kunne holdes nede på de mest almindelige forbrugsgoder.
• I stedet er den øgede pengemængde været med til at få bankerne overfyldt med kontanter, som de har været helt vilde med at låne ud. Specielt til fast ejendom, hvor man så har set en hyperinflation de sidste 10 år. Hyperinflationen på boliger har regeringen også været rigtig behjælpelig med at holde i gang, da den i flere omgange lempede udlånsreglerne for kreditlån. Samtidig har regeringen holdt renten kunstigt i bund.
• Når huspriserne steg mere end lønningerne, så forstærkede det troen hos markedet på at investering i en bolig til enhver tid ville være en god forretning.

Men hele boligmarkedet var en boble der var skabt af regeringens forfejlede pengepolitik. Reelt er der to veje man kan gå i sådan krisesituation:

1. Regeringen fastholder sin forfejlede politik, og løser det gennem yderligere styring af finansmarkedet, og tilgodeser de forfejlede banker ved nationalisere dem.
2. Regeringen indser at den ikke har forstand på penge og ikke er en del af markedet, og lader markedskræfterne få frit spil. Der vil komme til at ske en konsolidering i markedet, men det behøver ikke ske med regeringens støtte.

Selvfølgelig skyldes kollapset i de finansielle markeder ikke, at kapitalismen og “neo-liberalisme” har forfejlet. Der er ikke nogen kapitalisme eller neo-liberalisme noget sted i verden. Det hele er politisk reguleret, og dermed er krisen politisk skabt.

Regeringens planer om at nationalisere banker og yde statsstøtte til de resterende banker, er planøkonomi af værste skuffe, og burde få finanssektoren til at løbe skrigende bort.