De hvide giraffer

Tænk hvis du var så trængende, at du gav efter for dine lyster, og gik i seng med en totalt fremmet person, du lige har mødt. Det er rå sex, kødets lyst og har ikke særligt meget med kærlighed at gøre. Egentlig er det lidt snavset og en dødssynd at føle sig liderlig.

Nu er der nogen, som har fundet ud af, at det kan være en ganske god forretning, at tilfredsstille liderlige mennesker. De tager penge for rå sex. Kunderne får sex og betaler glædeligt. Og så skulle man tro, at det var som at handle i den lokale 7-eleven.  Den ene part har noget, du gerne vil have, og du betaler for varen mod at få den i din varetægt. Er det forkert at betale for noget, man gerne vil have, hvis den anden part frivilligt har sat det salg? Ja, når det kommer til prostitution, så har Dansk Kvindesamfund nu sat en kampagne i gang, med det formål at få indført et forbud mod køb af sex.

Man kan jo altid diskutere, om det er moralsk i orden at være liderlig. Man kan også diskutere det moralske i, at betale en anden person for sex. Det er fint, at man personligt tager stilling til en masse moralske spørgsmål, om hvad der er rigtigt og forkert for en selv. Men når det kommer til prostitution, så er der jo tale om et forhold, der involverer to mennesker, som frivilligt indgår en handel. Hvis du gør det forbudt at købe sex, så har du gjort noget kriminelt, hvor der ikke er noget offer. Så gør du noget kriminelt, som ikke involverer dig selv.

Jo, men den prostituerede bliver jo udnyttet, vil nogen hævde. Og det er også ganske rigtigt. Men uanset hvilket arbejde du har, så vil du blive udnyttet, mod at du får betaling for det. Udnyttelsen er altid gensidig.

Ja, men der er mange prostituerede, der får alvorlige psykiske og fysiske skader af deres erhverv. Der er også mange folkeskolelærere og murersvende, som bliver nedslidt psykisk og fysisk. Men du hører ikke nogen røster, om at deres erhverv skal forbydes. Prostitution er et hårdt erhverv, men det kan også betale rigtigt godt. Ethvert valg er betinget af, om risiko og belønning står i rimelig forhold til hinanden.

Hvis vi omvendt ser på, hvad et forbud kan medføre, så er det ikke ligefrem til den prostitueredes fordel, at skulle leve livet i skyggen. For det første fremmer forbud risikoen for overgreb, fordi det helst skal foregå i lyssky omgivelser. For det andet fremmer et forbud import af kvinder, som tilbageholdes mod deres vilje. For det tredje vil et forbud mindske muligheden for jævnlige sundhedscheck og dermed øget risiko for seksuelt transmitterede sygdomme. For det fjerde vil et forbud gøre det sværere at sætte nogle ordentligt beskyttende forhold op for de prostituerede.

De hvide giraffer syntes, det er fint at tage stilling til, om man personligt vil indgå i prostitutionserhvervet, eller om man er i mod at betale for sex. Men et forbud vil kun have den modsatte virkning. Sex er kommet for blive, og det går aldrig af mode. Mennesker bestemmer selv over deres egen krop. Og egentlig lugter et forbud mod prostitution af en sammenblanding af religion og politik.

Efter den kolde krigs ophør har den danske regering valgt at bygge en international brigade op. Regeringen kunne i starten af 90′erne ikke længere retfærdiggøre et stort nationalt forsvar efter, at truslen fra øst var forsvundet. Derfor lavede man en international brigade, som kunne indgå i trans-nationale missioner rundt omkring i verden i frihedens navn. Det lyder jo alt sammen meget fint, at regeringen forsøger at bekæmpe onde diktatorer og terrorister rundt omkring på kloden. Men hvad er det egentlig godt for?

Historisk set har vi haft et nationalt forsvar, fordi der konstant var en trussel mod den personlige frihed og den private ejendom i form af invasion fra fremmede lande. Invasionstruslen er i dag meget, meget langt væk, og spørgsmålet er derfor, om regeringen reelt kan legitimere et tvangsfinansieret skatteyderbetalt militær, eller om det lige så godt kunne overgå til privat, frivillig finansiering.

Hvis vi ser på konsekvenserne af det nuværende finansieringsform af militæret, så betyder det for det første, at regeringen anvender militæret til opgaver, der intet har at gøre med det nærtstående forsvar af privat ejendomsret og personlig frihed. Internationale militære opgaver har til formål at sikre politiske og økonomiske interesser langt fra vores verden, og dernæst at indgå i strategiske alliancer med de øvrige NATO-lande. Men disse krige, som regeringen deltager i, vil aldrig give overskud. Det er penge ud af vinduet. 

Der er til gengæld en politisk gevinst ved, at regeringen kan styre de lande politisk som den fører krig i. Men hvorfor skal politiske gevinster betales over skattebilletten? Hvorfor er det kun ved at udskrive en årlig regning på 20 milliarder kroner til de danske skatteydere, at vi kan skabe relationer til andre lande? Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Nogle vil med rette kunne hævde at den nuværende ordning for det danske militær, skaber ganske gode relationer, til de lande vi i forvejen samarbejder med. USA og England i særdeleshed har brug for danske soldater til at indgå i deres krige, og det giver rigtig meget goodwill til den danske regering, at den stiller med militære styrker i Afghanistan, Irak, Sudan, Uganda, Eritrea, Congo, Kosovo osv. Hvad er det man reelt får ud af at være med i krig? Hvorfor skal danske mænd og kvinder dø i en krig, som ikke er deres?

En fejlagtigt antagelse er, at krig giver adgang til et lands råstoffer, og krig kan dermed på sigt give regeringen en økonomisk fordel. At regeringen valgte at deltage i Irak-krigen, skulle øjensynligt give os en masse billig olie. Her 5 år efter har prisen på olie aldrig været højere. Så hvor var det lige fordelen var?

Krig har dog været med til at skabe nogle fantastiske opfindelser gennem historien. Tænk bare på at faldskærme skulle blive til nylon strømper, eller atombomber skulle blive til atomkraft. Krig og militæret kan være med til at booste økonomien på kort sigt. Arbejdsløheden bliver lavere, og militærets efterspørgsel på varer påvirker økonomien positivt. Det er en økonomisk tankegang, som vi i dag ved er helt fejlagtigt. Regeringen kan ikke varigt skabe vækst gennem kunstig påvirkning af økonomien. Og tager man i betragtning at der i dag er fred og en relativ stabil økonomi i samfundet, så er det en meget dyr jobtræning at bruge militæret som udgangspunkt.

De hvide giraffer går ind for et samfund i fred. At regeringen optræder som krigsherre rundt omkring i verden vil aldrig fremme freden. Det eneste krig er godt for, er til demonstration af magt. Krig skaber aldrig mere velstand. Krig og militær gør kun samfundet fattigere. Derfor bør regeringen som minimum trække alle deres internationale styrker tilbage øjeblikkeligt.

I forretningslivet taler man om at have en “sick dog” hvis man har et forretningsområde der udelukkende tærer på den øvrige forretning. Militæret og krig i særdeleshed er en “sick dog”, og desværre er der kun en ting at gøre for syge hunde.

Racisme bygger på tanken om at gruppere mennesker og opdele os efter noget, man kaldte for race.
 
En race troede man var baseret på nogle fælles træk ved mennesker fra forskellige områder. F.eks. at mange mennesker fra Afrika har en mørkere hudfarve, end mange mennesker fra Nordeuropa. Racister opfandt derfor betegnelser som hvide, sorte, asiater, latino osv., for at man nemmere kunne holde grupperne adskilt.
 
Formålet for en racist er at give en race magt eller herredømme over andre racer. Racister ønsker at man skal tildele særlige rettigheder til en gruppe mennesker udelukkende baseret på deres hudfarve eller hvor de er født. I ekstermerne har der været tale om at racister ønsker at udelukke store befolkningsgrupper fra basale frihedsrettigheder, så som ejendomsret og retten til at bestemme over egen krop.

Racisme har ført til udryddelse og undertrykkelse af millioner af mennesker, og i dag ved de fleste, at racisme bygger på ren ondskab, og ikke har noget hold i virkeligheden - at det bygger på en løgn. Men racismen har alligevel fået lov til at leve videre i form af fordomme mod andre mindretalsgrupper. Det har den fordi de fleste mennesker lever deres liv i frygt. Frygt for at der skal ske os noget. Og derfor søger mange mennesker mod det magtfulde.
 
Regeringen bygger i høj grad sin magt på at vi som mennesker har frygt. En frygt for miljøet, vold, arbejdsløshed, sygdom, fremmede, terrorisme osv. Jo mere frygt og bekymring politikerne kan skabe i samfundet, jo mere magt lader det til, at vi som vælgere er villige til at give fra os. Det er naturligvis forskelligt hvilke bekymringer de forskellige partier spiller på, men de har alle en “Dem og Os”-dagsorden. Resultat af befolkningens frygt er at vi stemmer på politikere der ønsker øget kollektivisme. Vi stemmer på politikere der kan tage hånd om problemerne.
 
Der er derfor ikke langt fra den kollektivistiske tankegang til racisme. Kollektivister vil til stadighed søge at gruppere befolkningen, så den kan spille på frygten for det ukendte. Men den eneste der er med til at skabe konflikt mellem grupper, er regeringen selv gennem dens uretfærdige omfordeling af rettigheder og velstand.
 
De hvide giraffer er modstander af en hver form for kollektivisme. Det eneste svar mod racisme og kollektivisme er den rene og rå kapitalisme, hvor alle er afhængige af hinanden. Du vil ikke kunne holde din butik åbent i et kapitalistisk samfund, hvis du afviser størstedelen af dine kunder. Det eneste der tæller for en kapitalist er penge.

I dag er der iværksat et kæmpemæssigt show, som arrangørerne har kaldt Danmarks Indsamling. Overskriften er “børn skal have lov til at leve”, hvilket er et smukt og nobelt budskab. Det er de færreste, der har det godt med at se andre mennesker lide. De fleste mennesker har behov at vise omsorg med dem, der ikke kan klare sig selv. Og isoleret set er denne indsamling, da også et tegn på at de fleste har en humanitær indstilling. Desværre virker disse indsamlinger, som en gang massehykleri af værste skuffe.
 
Ser vi på det afrikanske kontinent, så er stort set alle deres regeringer kommet til magten ved hjælp af de tidligere kolonimagter. Den danske regering spiller her en aktiv rolle i og ved, at de langt hen af vejen støtter den engelske udenrigspolitik, både økonomisk og militært. Formålet med støtten er, at de afrikanske lande styres af regimer, som ikke modarbejder danske (og engelske) interesser, men som tværtimod er villige til at sælge ud af deres naturressourcer mod personlig rigdom og støtte til deres militær.
 
Det afrikanske kontinent er ikke opdelt efter etniske eller kulturelle grænser, men udelukkende ud fra de streger Frankrig og England i sin tid tegnede for at opdele kontinentet. Det har betydet at mange lande plages af borgerkrig, fordi der er etniske konflikter. Når den danske regering støtter et land, støtter den med andre ord de borgerkrige, som plager mange afrikanske lande. Og resultatet er grusomme regimer, der har foretaget etniske udrensninger og fordrevet millioner. Talaban-styret i Afganistan er helgener ved siden af mange af disse lande.
 
En anden hyklerisk problemstilling er, at vi har lukket vores grænser for at den 3. verden kan sælge deres varer i vores del af verden. Der er opstillet kvoter i EU for hvilke og hvor mange varer, vi må aftage fra den 3. verden. Samtidig subsidierer EU vores eget ineffektive landbrug med så mange penge, at vi kan oversvømme de udenlandske markeder til dumpede priser på fødevarer. Vi udkonkurrerer med andre ord ulandenes landbrug gennem den skattebetalte EU støtte.
 
Et tredje hyklerisk problem er, at vi har lukket vores grænser for indvandring fra den 3. verden. Vi vil hverken lade ulandene konkurrere på lige vilkår, og når de så ikke kan klare sig i deres eget land, og søger herop, så er det et lukket land. Forskellen på lønnen for det samme arbejde er fuldstændig urealistisk stor, og kun fordi vi har lukket vores markeder i den vestlige verden.
 
Danmark kan ikke alene klare de problemer, der er med korrupte regimer og lukkede grænser for varer og mennesker, som den 3. verden står overfor. Men når regeringen er medvirkende til at blokere for reel udvikling, så har humanitær hjælp meget lille effekt.
 
Send et kæmpe bidrag til Afrika i aften, men husk også at regeringen blokerer for at du kan åbne dit hjerte. Offentlig ulandsbistand bliver desværre altid misbrugt til udnyttelse i stedet for udvikling.

Vi har i Danmark en mangfoldig kultur. Kultur beriger livet, underholder os, udtrykker vores glæde og vores sorger. At vi har en så rig kultur i Danmark, er udtryk for at vi som samfund har overskud til at være kreative og udtryksfulde.
 
Regeringen fører massivt økonomisk pres på kulturen og er derved med til at ensrette den kunstneriske udtryksform. Den gør sig til smagsdommer for hvad der er rigtigt og forkert kunst, men værst af alt så påvirker den kunsten i en negativ retning. Kunsten kommer til at mangle oprør og bliver kønsløs, når den stadighed må tækkes magthaverne.
 
Forleden kunne man på 180grader læse en glimrende klumme af Jesper Lau Hansen. Heri argumenterer han for en borgerlig kulturkamp der ikke tager udgangspunkt i kunsten, men som bygger på troen på mennesker og de værdier vi hver især bygger vores tilværelse op omkring. Værdier som privat ejendomsret og personlig frihed. Disse synspunkter har man svært ved at være uenige i.
 
Men der er alligevel noget galt i at drive kulturkamp gennem kulturpolitik. Regeringen bruger ca 18 mia årligt på mange forskellige former for kultur. Penge som kulturen ville have meget mere gavn af, hvis den var givet af det enkelte individ og ikke regeringen.
 
En del af støtten går til den smalle elitære kultur, som aldrig vil kunne overleve uden støtte. Argumentet for at støtte denne form for kultur er, at det kun er gennem den smalle kultur, at man kan udfordre og forandre den brede kultur, og dermed skabe fantastiske resultater i den mere kommercielle kultur. Som eksempel fremhæves teatrene, som del af denne elitære kultur, som har været grobund for dansk films succes over de senere år. Uden gode skuespillere ville der aldrig have været gode film. Og uden teatre ville der aldrig have været nogle gode skuespillere. Ergo er støtten til teatre skyld i dansk films succes.
 
Desværre er der to brister der gør, at regeringens argumentation ikke hænger sammen. For det første er det ikke rigtigt, at smal kultur ikke vil have nogle levevilkår, hvis den skulle leve af privat støtte. Der er masser af private, der støtter kultur i dag, men uden at der rigtigt er nogen, som føler de skal tage ansvar for kulturen. Denne ansvarsfølelse vil opstå ligeså snart, regeringen sætter kulturen fri for dens omklamrende hånd. Det andet argument om at smal kultur er grundlaget for den kommercielle kulturs succes, hænger heller ikke sammen. Kommerciel succes kommer lige så ofte fra ukendte og ikke støttede kunstnere, som det gør fra etablerede kunstnere.
 
En anden del af regeringens støtte er til den holdningsmæssige politiske kultur. Det er den belærende kultur, som især var udpræget i 70′erne, men som stadig lever den dag i dag. Danmarks Radio er et godt eksempel på, hvordan regeringen forsøger at belære os. Der findes ikke nogen objektiv meningsdannelse. Der vil altid være en begrænsning i hvem der kommer til orde, og journalister må nødvendigvis træffe et valg, når de stiller spørgsmål og hvem de stiller dem til. Journalistik er med andre ord ikke objektiv. Der vil aldrig være en regeringsstyret medie med en fjendtlig tilgang til regeringen.
 
En tredje form for regeringsstøttet kultur er den, man kan kalde for underholdnings- og popkultur. Denne form for kultur for udelukkende støttet for at bedøve masserne med ligegyldig underholdning, så vi glemmer, at vi dagligt er udsat for undertrykkelse af den personlige frihed. Popkulturen lever på kommercielle vilkår, men ved at regeringen støtter denne form for kultur, får popkulturen regeringen til at fremstå som mere folkelig end den i virkeligheden er. 
 
Den fjerde form for støtte er støtten til det, man kalder den folkelige kultur. Denne støtte har en social dimension, hvor regeringen bilder os ind, at den hjælper med tilgangen til kultur fra alle samfundslag ved at støtte den. Formålet med at støtte den folkelige kultur, som f.eks. idræt, er ikke social, men at regeringen ønsker at styre kulturen politisk. Regeringen giver ikke nogle penge til den folkelige kultur, den dirigerer blot penge fra vores lommer over i bestemte formål. Er det virkelig sådan vi skal hjælpe de svage i samfundet?
 
Den sidste form for støtte er til opbevaring af kulturelle klenodier. Det er en meget lille del af den samlede støtte (ca 10%), og vil derfor uden problemer kunne overgå til private støtteforeninger. Argumentationen er, som for den smalle elitære kultur, et spørgsmål om at give ansvaret tilbage til samfundet for de kulturelle klenodier, vi trods alt kan være stolte af.
 
Konklusionen på regeringens forskellige former for kulturpolitik er, at kulturen ville få det meget bedre hvis pengene kom direkte fra vores egne lommer, og i stedet brugte de 18 mia på skattelettelser.

Kunstnerne har en meget bølgende tilværelse rent økonomisk. Det ene øjeblik kan de tjene styrtende på et værk, mens de det næste øjeblik havner i lud fattigdom. Hvis man vil hjælpe kulturen handler det om at skabe et samfund baseret på økonomisk frihed, også til kunstnerne.

Efterskrift: Martin Ågerup fra Cepos har i øvrigt et spændende blog-indlæg hvor han diskuterer om kunststøtten skader mere end den gavner.

Ethvert menneske har ret til at tro hvad de vil. Tro er en meget privat sag, og en meget stor del af mange menneskers liv. At tro på noget, kan ikke forklares ud fra logiske ressonnementer, og religion kan derfor fremme irrationelle handlinger, hvis man betragter det udefra. F.eks. tror nogle kristne, at du ikke må arbejde om søndagen, fordi gud skabte jorden på denne dag. Der er også nogle muslimer, der tror, at de ikke må spise svinekød, fordi det står i Korahnen. Det er jo ikke tale om rationelt basserede udsagn. Men hvis du tror på det, så kan det betyde meget for den enkelte at følge det skrevne.  

De hvide giraffer mener, at friheden til at tro på hvad man vil, kun vil være til stede hvis regeringen ikke blander sig i religiøse forhold.

Regeringen vælger at undertrykke retten til religionsfrihed gennem deres statsstyrede folkekirke.  Regeringen vælger at blande sig i og forskelsbehandle religioner her i Danmark. Folkekirken (den gang hed den Statskirken) blev dannet i 1536 efter reformationen, da den katolske kirke havde vokset sig for stærk og en udgjorde en trudsel mod kongen. Så derfor holder regeringen den dag i dag fast i at blande politik og religion.

Regeringen snakker til stadighed om, at Danmark er et kristen land, og at vores værdier hviler på et religiøst grundlag. At regeringen blander religion og politik, er måske årsagen til, at der er så mange som frygter andre religioner? Er det derfor, vi til stadighed skal trættes med politikere og debatører, der taler om at islam er en fare for vores samfund? Er det fordi, at en muslim, katolik, budist eller jøde ikke passer ind i de alt for mange love og regler, der tager udgangspunkt i kristne værdier? Og er det ikke kun totalitære regimer, der ønsker, at vi alle skal være ens og tro på det samme?

Tag bare det seneste eksempel på om mulismer skal have lov til at bygge en moske i Danmark. I frihedens navn forbyder man en gruppe mennesker at opføre en bygning til at dyrke det de tror på. Religionsfriheden har meget trænge kår i dagen samfund. Se i øvrigt lederen på 180grader.dk fra d. 27/12-07.

Der findes ligeledes en række love, som har et etisk eller religøst præg. Love som er vedtaget for at sende et signal om hvad flertallet i folketinget finder moralsk forkert:

• Lukkeloven - butikkerne skal holde lukket de fleste søndage. Men det er ikke forbudt at lave andet arbejde om søndagen. Hykleri af værste skuffe.
• Lov om helligedage - alle helligdage er kristne. Kan vi ikke selv bestemme hvornår vi skal holde fri?
• Forbud mod prostitution - du må ikke vise begær. Bestemmer mennesket ikke over sin egen krop?
• Lov om porno - man må ikke sælge pornografi til unge under 16 år eller vise porno på private tv-kanaler eller have porno på biblioteker. Mens internettet er fuld af porno.
• Lovgivning om abort - et meget følsomt emne, men som regeringen har fundet et mærkeligt etisk regel omkring. Der er fri abort, men ikke helt fri.
• Lov om ægteskab - hvorfor skal det være anderledes at være gift, end at leve i et forhold?
• Arveloven. Hvorfor må man ikke bestemme over de penge man har optjent gennem et helt liv?
• Forbud mod gambling - herunder poker. Hvorfor skal poker være forbudt?
• Love om adoption og kunstig befrugtning. Her gælder der meget diskriminerende regler mod homoseksuelle.

Folkekirken skal adskildes fra staten, og regeringen skal lade være med at blande deres religiøse overbevisning ind i politik. Religion, moral og etik er personlige spørgsmål, og vi er alle forskellige.

De hvide giraffer tror på, at mennesker er frie og ansvarlige for deres eget liv. En af livets glæder er at færdes udendørs. Er du en af dem, der nyder at gå en tur, tænke over tilværelsen og passe dig selv, så skal du vide, at du aldrig mere vil komme til at gå alene. Selvom du sikkert ønsker at have fred for indblanding i dine private anliggender, så skal du vide, at der er nogen andre, der har en anden opfattelse. Selvom du måske kommer til at lave nogle små ting, som egentlig kun skader dig selv, men som du ved er forbudt, så ved du nu at der er nogen til at hjælpe dig med at følge livets sande vej.

I følge netavisen 180grader.dk d. 13/1/08 har vi aldrig haft en mere overvåget samfund, end vi har i dag. Og nu vil man til at indføre ekstra kameraovervågning i København. Argumentet er, at kameraovervågning forebygger kriminalitet, og gør det nemmere at fælde kriminelle. Men hvad er det egentlig for en menneskesyn, der står bag argumentet for overvågning? Hvad er det for grusomt instrument, vi har givet regeringen lov til at anvende mod os? 

Hvis du er kritisk syg og indlagt på hospitalet, så er det rart, at der er nogen, som overvåger din tilstand. Du er jo syg. Og hvis du ikke bliver overvåget, så kan tingene lige pludselig udvikle sig katastrofalt, hvis der ikke bliver grebet ind i tide. Det er det menneskesyn, der ligger bag argumentet for kameraovervågning. Et menneskesyn der bygger på, at individet handler ud fra en snæver egoistisk synsvinkel, og derfor skal kontrolleres. Fordi vi som mennesker ikke er i stand til at handle rationelt i regeringens optik. Vi er i følge regeringen så syge, at vi skal overvåges, så der kan gribes ind, hvis noget går galt.

Kameraovervågning er blot en af mange former for overvågning, som regeringen benytter til at kontrollere os. Jo mere kontrol regeringen har, jo mere magt har den også, og jo nemmere bliver det at styre os. I forvejen kan vi få aflyttet vores telefon, vores brug af kreditkort kan blive overvåget, og man kan risikere direkte overvågning fra skat, sociale myndigheder og civile agenter.

Hvis et menneske har magt over et andet menneske, så vil der altid være risiko for at magten misbruges. Der er desværre eksempler på, at politiet gentagne gange har misbrugt deres beføjelser: Uretmæssige arrestationer af uskyldige, længerevarende varetægtsfængsel uden retssag, vold og drab står alt sammen på politiets samvittighed. Kameraovervågning vil ikke mindske politiets mulighed for magtmisbrug - tværtimod.

Hvad kan den øgede overvågning føre til, hvis vi ikke får stoppet udviklingen? Regeringen er meget optaget af at vedtage moralske love, hvis hensigt er, at vi skal vide, at der er ting regeringen syntes er forkert. Også selvom de ikke gør skade på andre. Hvor langt skal man gå for at sikre at vi opfører os som flertallet ønsker det? Skal det være forbudt at drikke alkohol på offentlige steder? at ryge cigaretter? ryge hash? at gå med slør? at smide tøjet og løbe rundt nøgen?

Pointen er at regeringen er ved at skabe en ubehageligt samfund ved at indføre stadig mere overvågning. Der vil ikke være plads til anderledes og skæve eksistenser i fremtidens overvågningssamfund. Uanset om du er anderledes eller helt almindelig, så er der kun en der vinder ved mere overvågning, og det er den politiske elite. Sig derfor nej til overvågning.

Regeringen har nu lagt op til at vi igen skal til at stemme om de danske forbehold til EU-medlemskabet, herunder indførsel af den fælles mønt, euroen. Senest glimrende beskrevet d. 7/1-08 i “Dagens klumme” på 180grader.dk, hvor Rune Christensen argumentere for at stemme nej til euroen.

At have penge i et samfund er en af de mest fantastiske menneskelige opfindelser nogensinde. Penge er et middel til at værdisætte privat ejendom, og gør det dermed nemmere at sende informationer til markedet, når man vil handle med varer eller sælge sin arbejdskraft. At værdisætte goder og handle med varer er en forudsætning for specialisering af arbejdskraft. Herved udviklede primitive samfund sig fra, at hvert menneske skulle være selvforsynende, til at man kunne arbejde sammen på at skabe større rigdom.

Penge er betydningsfulde, fordi de giver mennesker frihed. Frihed til at gøre hvad du vil med dit liv. Til at vælge, at bruge tid på de ting der gør dig glad og lykkelig. Frihed til at fravælge de ting du hader, og ikke har lyst til at bruge tid på. Men det kræver, at penge er socialt acceptabelt som betalingsmiddel.

For at penge kan accepteres socialt mellem to mennesker, så skal de begge har tillid til møntenhedens værdi. Værdien af møntenheden er bestemt af udbud og efterspørgsel. Udbudet (dvs mængden af penge) er bestemt af dem der trykker pengene. Efterspørgslen kommer af den aktivitet eller det behov, der er for udveksle varer og serviceydelser ved brug af den pågældende møntenhed.

Når det er regeringen, der bestemmer over møntenheden, har den et meget magtfuldt instrument i hånden. Det har regeringen, fordi den ved lov har bestemt, at kronen er den eneste mønt man må bruge i Danmark. Her er et par eksempler på hvad regeringen kan gøre.

Når regeringen har underskud på statens finanser, kan de dække underskuddet ved at trykke nogle flere penge. Det betyder at valutaens værdi falder, og folks private formuer og løn bliver mindre værd.

Når regeringen har overskud på statens finanser, så burde det betyde, alt andet lige, at valutaens værdi stiger. Det skulle så betyde at folks private formue og løn skulle blive mere værd. Men regeringen har valgt at holde kursen fast overfor euroen, så I virkeligheden er vi alle sammen blevet fattigere, fordi kronen reelt er blevet mindre værd. Det er blandt andet derfor at priserne i Danmark er de højeste i Europa.

Problemet er, at den sociale accept af penges værdi kan ligge på et meget lille sted. Uanset om det hedder krone, euro, dollar eller noget helt fjerde. Vi skal naturligvis ikke have euroen, fordi magten og beslutningerne så bare rykker meget længere væk. Men vi skal heller ikke tage til takke med kronen, og da slet ikke når regeringen udnytter mønten til egen fordel.

De hvide giraffer mener, at nationalbankens monopol skal brydes, og det skal være frit for enhver, at starte sin egen valutavirksomhed. Nationalbanken skal samtidig privatiseres, så den kan konkurrere på lige vilkår med andre pengeproducenter. Det vil naturligvis skabe en del kaos til at starte med, da det bliver fuldstændigt umuligt at finde ud af, hvad ting er værd. Men der vil hurtigt opstå en naturlig orden, hvor den møntenhed med den største troværdighed vil blive det acceptable betalingsmiddel.

Ansvar: en forpligtigelse til at tage sig af nogen el. noget og tage skylden hvis noget går galt. (Nudansk ordborg).

Her til nytår 2007/2008 har først dronningen og dernæst statsministeren talt om fælles ansvar i deres nytårstale. Dronningen lagde ud nytårsaftens dag med at snakke om, at vores samfund bygger på fælles ansvar for hinanden, og videre at vi må tage ansvar for miljøet. Statsministeren fulgte op nytårsdag med at “vi har et fælles ansvar for fremgang i Danmark”, at “Danmark må tage sin del af ansvaret for frihed og fred” og “at Danmark tager medansvar i verden”.

De hvide giraffer er enige i principperne om, at det enkelte menneske har et ansvar. Mennesker har dog forskellige forudsætninger og muligheder for at forpligtige sig overfor hinanden. Først og fremmest er forudsætningen for at tage ansvar, at man er uafhængig. At man er fri til selvstændigt at træffe beslutninger, og ikke blot følger strømmen. At man ikke underlægger sig fællesskabets værdier og er i stand til at stille spørgsmålstegn ved det grundlag, som værdierne hviler på. For at være uafhængig kræver det først og fremmest, at man tror på sig selv og sin egen formåen. Først når man har gjort sig fri af andres meninger og regler, kan man tage ansvar for andre mennesker.

Men det er slet ikke det som dronningen eller statsministeren talte om i deres nytårstaler. De talte begge om regeringens ansvar - om Danmarks ansvar. I vores samfund, kan det enkelte menneske næppe tage ansvar for 5,4 millioners liv. Men kan regeringen det? Kan regeringen tage ansvaret fra os uden at gøre dybe indgreb i den personlige frihed, og dermed det personlige ansvar? Nej, det kan regeringen ikke.

Hvis du går på gaden, og en røver overfalder dig og tager dine penge, så har du nok lidt svært ved at tage ansvar og tage sig af andre mennesker. Du tænker nok mest på overlevelse og på at redde dig selv. Du bliver afhængig af hjælp fra andre, fordi røveren har taget alt hvad du ejer. Røveren er selvfølgelig den danske regering. Røveren tager dine penge, og fortæller dig, at regeringen nok skal tage ansvar for dig, nu du ikke kan klare dig selv. Regeringens snak om ansvarlighed bygger på en løgn.

Mennesker har svære betingelser for at tage ansvar i det nuværende samfund. Men hvis du tror på dig selv, og gør dig uafhængig af politiske løsninger, så er der håb endnu. Du skal ikke være bange for at tage ansvar for dit eget liv.

Regeringen driver i dag en stor virksomhed der hedder det offentlige. Denne virksomhed leverer en række services i form af skoler, børnehaver, sygehuse, skoler, plejehjem, togdrift, boligselskaber, tv-stationer m.m. Disse services drives ud fra rene planøkonomiske principper, og er derved en og samme virksomhed, selvom ydelserne er vidt forskellige. Man har godt nok lagt noget af styringen ud til kommuner, regioner og selvstyrende institutioner, men reelt er det regeringen der har magten over det offentlige. Det giver en række problemer i relation til menneskers ret til frihed.

For det første er det regeringen der optræder som arbejdsgiver, uden at regeringen umuligt kan have overblik over eller forstand på en virksomhed med mange hundrede tusinde ansatte. Det vil kræve at man har et meget stort kontrolapparat på plads, for at bare få en smule overblik over regeringens virksomhed. Det betyder at den andel ansatte der yder reel service for forbrugerne er meget lille, i forhold til hvis det var en lille virksomhed der fungerede på normale markedsvilkår. Bureaukrati og kontrol dræber den enkelte offentlige ansattes handlekraft.

For det andet er har man i regeringens store virksomhed ingen anelse om hvad behovet for deres ydelser er. Der er ikke nogen pris som fastsættes ud fra principperne om udbud og efterspørgsel. Prisen er den sum penge som regeringen afsætter til at drive virksomheden, og kun i meget begrænset omfang benytter man sig af ekstra skat (brugerbetaling) for ydelsen. Når regeringen starter en ydelse op er det baseret på politisk magt, og da markedet er sat ud af drift, vil man aldrig vide om det man foretager sig har betydning eller ej.

For det tredje vil planøkonomi altid føre til økonomisk undertrykkelse og fattigdom. Lønslæbet mellem offentlige og private ansatte er mærkbart og vil altid være til stede, når regeringen har sat markedskræfterne ud af spil. Regeringen vil altid kunne hævde at behovet for det arbejde som den offentlige ansatte yder, ikke modsvarer de politiske krav eller at budgetterne ikke holder til yderligere i lønningsposen. Det vil man ikke kunne i en privat virksomhed, hvor stigende overskud altid vil blive modsvaret af en større løn. Regeringen vil aldrig kunne benytte markedsøkonomiske principper i måden at styre økonomien på. Det fører ikke kun til fattigdom blandt de offentlige ansatte, men skaber også et skævt arbejdsmarked hvor en stor gruppe mennesker holdes uden for.

I et frit samfund vil service være bestemt af udbud og efterspørgsel, som er afgørende for den pris markedet vil betale. Regeringen bilder os ind at den kan planlægge serviceniveauet, og dermed den sætte prisen efter de politiske ønsker. Men markedsprisen kan aldrig planlægges. På samme måde kan regeringen heller ikke retfærdiggøre om der skal skæres ned på eller lukke den ene institution i forhold til en anden.

De hvide giraffer mener, at de servicevirksomheder som det offentlige udbyder i dag, kun har sin berettigelse i privat regi. De menneskelige og økonomiske konsekvenser ved at have en planøkonomisk styret offentlig sektor er alt for store til at overlade styringen til regeringen. Alle offentlige services skal derfor frigives og lade mennesker selv at styre og finansiere disse services.